Professor: Ny skatteminister må ikke være novice
De mange skatteministerskift er dybt uheldige for lovgivning og kontinuitet på skatteområdet ifølge ekspert.
Otte forskellige skatteministre på bare fire år sætter deres spor og gør det svært at få ryddet op i et skatteministerium, der har været gennem store strukturændringer og fortsat er præget af en række møgsager.
Det siger Tim Knudsen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, som finder udviklingen problematisk.
Alene under den nuværende regering er det femte gang, at der skiftes skatteminister, når den radikale Morten Østergaard nu forlader Skatteministeriet for at tage over efter partifællen Margrethe Vestager som indenrigs- og økonomiminister.
I VK-regeringen frem til efteråret 2011 sad de sidste to skatteministre Troels Lund Poulsen (V) og Peter Christensen (V) kun henholdsvis i 12 og syv måneder.
- At sidstnævnte fik så kort tid, skyldes valget. Flere af de seneste skift på skatteministerposten skyldes interne forhold i SF, som er uden for statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) indflydelse.
- Så man kan ikke sige, at der er nogen enkel og gennemgående forklaring på, at Skatteministeriet er blevet et rigtigt svingdørsministerium, siger Tim Knudsen.
- Men det får konsekvenser. Der har været mange sager på skatteområdet såsom ejendomsvurderinger og problemer med at indkassere skattegæld.
- Det er svært at få ryddet op, når der på et meget kompliceret og lovtungt område som Skat hele tiden kommer nye ministre, der skal ind i sagerne. Og når vedkommende så er kommet det, så kommer der en ny minister, siger han.
Mens statsminister Helle Thorning-Schmidt derfor i hans optik dårligt kan klandres for de mange skift, så kan hun og kommende statsministre til gengæld sørge for, at nye skatteministre har en viden på området på forhånd. Ellers ryger kontinuiteten.
- Det er vigtigt, at hun vælger en afløser, der har erfaring som skatteordfører, så det ikke hver gang er helt forfra, siger han til Ritzau.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde