Prognose: Midten bevarer flertal i EU-Parlamentet trods fremgang til højre

Formanden for EPP-gruppen, Manfred Weber, udråber Ursula von der Leyen til valgets vinder. Midterkoalitionen med EPP, S. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Von der Leyens EPP-gruppe står til at vinde EU-valg, hvor midterkoalition holder trods fremgang til højre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Midterkoalitionen i EU-Parlamentet bestående af de konservative, socialdemokraterne og de liberale vil bevare flertallet. Også selv om højrefløjen får fremgang.

Det viser en prognose, som EU-Parlamentet har offentliggjort søndag aften.

Selvom midten dermed ser ud til at holde, kan der alligevel ske ændringer for blandt andet klimapolitikken i det nye EU-Parlament.

Det vurderer Lykke Friis, der er direktør i Tænketanken Europa.

- Klima- og hele miljøpolitikken er der, hvor man ser de største forandringer. Selvom midterkoalitionen bevarer flertallet, skal man huske på, at 10 til 15 procent af medlemmerne typisk ikke stemmer med gruppen.

- Så for at fastholde flertallet, vil de skulle række ud efter højrefløjen, siger Lykke Friis.

Hun peger samtidig på, at højredrejningen blandt vælgerne allerede er slået igennem i den borgerlige EPP-gruppen. Her har man i lyset af protesterne mod dyre el-biler og indgreb over for landbruget tonet klimakampen ned.

Valgets vinder vil ifølge prognosen blive netop EPP-gruppen, der har Ursula von der Leyen som spidskandidat.

EPP står ifølge prognosen til 181 mandater.

Hvis prognosen holder, vil Ursula von der Leyen dermed være favorit til at blive genvalgt som EU-Kommissionens formand.

Det er formelt EU-landenes stats- og regeringschefer, der indstiller deres ønske til kommissionsformand. Her har Ursula von der Leyen bred opbakning.

Og ifølge EU-Parlamentets uformelle spitzenkandidat-system er det spidskandidaten fra den største politiske gruppe, der bør få posten.

Det kræver EPP-gruppens formand, Manfred Weber, at socialdemokraterne og de liberale i Renew-gruppen respekterer.

Den næststørste gruppe i EU-Parlamentet bliver ifølge prognosen igen den socialdemokratiske S&D-gruppe med 135 mandater. Det er her, de danske medlemmer af Socialdemokratiet sidder.

På tredjepladsen kommer atter den liberale Renew-gruppe, der blandt andet tæller danske Venstre, Moderaterne og De Radikale. Renew står ifølge prognosen til 82 mandater.

Dermed har de tre grupper tilsammen 398 mandater. Det kommende parlament vil have i alt 720 medlemmer.

Det betyder, at man skal kunne samle 361 for at have flertal.

Hvis prognosen holder, vil det med andre ord betyde, at den koalition, som har været dominerende i den seneste valgperiode, vil kunne fortsætte.

Ifølge prognosen er der dog fremgang til højrefløjen i EU-Parlamentet. Men det er altså ikke nok til at true midterkoalitionens flertal.

Yderst til højre i EU-Parlamentet får ID-gruppen med Dansk Folkeparti ifølge prognosen 62 mandater, mens de EU-kritiske konservative i ECR-gruppen står til 71 mandater.

Ursula von der Leyen har åbnet for at samarbejde med ECR-gruppen, som blandt andet rummer Giorgia Melonis parti Italiens Brødre. Hun har dog afvist at samarbejde med ID-gruppen, der blandt andet rummer Dansk Folkeparti.

Prognosen er en blanding af valgstedsmålinger, fremskrivninger og ikke-officielle data fra meningsmålingsinstitutterne i 11 EU-lande. Derfor kan den adskille sig fra valgresultatet.

De egentlige valgresultater bliver først offentliggjort efter klokken 23.00, når de italienske valgsteder lukker som de sidste.

/ritzau/