Prøve går uden om fejl i Danmarksfilm

Indvandrere, der ønsker at blive familiesammenført til Danmark, kommer ikke til at svare på spørgsmål om, hvilket køn Danmarks udenrigsminister har.

Det oplyser Integrationsministeriet, efter at Ritzau har afdækket, at der er fejl i den film, der skal forberede indvandrere på indvandringsprøven, der træder i kraft mandag.

I filmen fremgår det, at der aldrig har været en kvindelig udenrigsminister i Danmark, hvilket ikke passer, da Lene Espersen den 23. februar 2010 blev den første kvinde på posten.

"Til indvandringsprøven vil der kun blive stillet spørgsmål til forhold, der ikke har ændret sig siden færdiggørelsen af undervisningsfilmen", lyder det blandt andet i en kortfattet kommentar fra Integrationsministeriet.

Ministeriet forklarer, at filmen har været flere år undervejs.

"Redaktionen af manuskriptet til undervisningsfilmen til indvandringsprøven blev afsluttet i oktober 2008, hvor Danmark ikke havde en kvindelig udenrigsminister. Filmen er efterfølgende blevet teknisk bearbejdet og oversat til og indtalt på 18 fremmedsprog."

Det oplyser ministeriet i sin skriftlige kommentar.

Indvandringsprøven er en stramning af de allerede eksisterende regler. For først når andre krav, 24-års-regel, tilknytningskrav og boligkrav, er opfyldt, kan ansøgeren komme op til indvandringsprøve.

Den skal ansøgeren bestå, før der kan komme en godkendelse til familiesammenføring.

/ritzau/

Integrationsministeriet vil ikke stille spørgsmål om køn på danske udenrigsministre efter afsløring af fejl.

Offentliggjort Sidst opdateret