Qvortrup: Søvndals ministerpost er usikker

Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix

Formandsvalget i SF kan komme til at koste ministerskalpe, hvis den kommende formand for SF bliver Annette Vilhelmsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun vil nemlig ikke give nogen garanti for, om Villy Søvndal skal fortsætte som udenrigsminister, og det er højst opsigtvækkende, siger politisk kommentator Henrik Qvortrup.

- Hele SF er taget på sengen. Søvndal troede, at det ville være en walkover for den kandidat, som hans ledelse foreslog som formand. Der ville højst komme en slags alibi-modkandidat, og Søvndal skulle nok være sikker på posten, siger Henrik Qvortrup.

Meldingen kommer efter, at Vilhelmsen i Politiken ikke ville give nogen ministergarantier.

Henrik Qvortrup tror dog ikke, at et eventuelt farvel som udenrigsminister er nok til at få Søvndal ud af busken og bekende kulør i forhold til, hvilken kandidat han støtter.

Så mens Vilhelmsen holder sine kort hemmelige, er Astrid Krag mere klar i mælet.

- Hvis jeg bliver SF's nye formand, kan jeg garantere, at Villy er en fremtrædende del af mit hold. Jeg vil meget gerne have, at Villy fortsætter som udenrigsminister, siger Astrid Krag.

Men bliver Vilhelmsen forfremmet, er Søvndal ikke den eneste, der kan miste sin ministerpost. Ministerholdet har nemlig meldt ud, at de støtter Astrid Krag som nye formand.

Dermed bliver Annette Vilhelmsen tvunget til at udskifte nogle af de nuværende ministre for at signalere et retningsskifte, lyder analysen.

- Det er jo nærmest bøjet i neon, at hun ikke har opbakning blandt SF's ministre, og derfor er hun nødt til at sætte et nyt hold og ofre et par af de nuværende ministre, siger han og tilføjer:

- Hvis jeg hed Thor Möger eller Ole Sohn, ville jeg være bange. Specielt Thor Möger, fordi han er blevet symbolet på den måde, som SF er blevet drevet på, siger Henrik Qvortrup.

Han mener, at Vilhelmsen er tvunget til at få sig selv og en fra sin fløj ind på ministerholdet.

/ritzau/