R: Afghanistan-erfaringer bør præge strategi i Syrien
Hvis en militær indsats skal lykkes, skal der være en politisk plan for tiden efter, mener Martin Lidegaard.
Torsdag fremlægges de danske erfaringer fra indsatsen i Afghanistan-krigen. De erfaringer bør være afgørende for fremtidens danske udenrigspolitik, og hvordan konflikten i Syrien håndteres.
Det mener De Radikales udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard.
- En af grundene til, at jeg ikke er overbevist om, at vi kan eller bør intervenere i Syrien, er, at vi ikke har den politiske løsning, siger han.
Ifølge den radikale udenrigsordfører bør den danske lektie fra Afghanistan-krigen være, at militære interventioner er nyttesløse, hvis ikke der er en politisk plan for, hvem der skal overtage magten i de lande, hvor man bruger militær magt.
Den tankegang bør Danmark overføre direkte til nutiden og borgerkrigen i Syrien, mener han.
- Så længe vi ikke kan svare på, hvem der skal overtage magten i Raqqa, der er Islamisk Stats hovedkvarter, så nytter det ikke noget at besætte byen. Hvis vi skal gå ind med militær styrke, så skal der være en politisk plan bagved, siger han.
Det danske bidrag til kampen mod Islamisk Stat er i øjeblikket kampfly, der deltager i bombeangreb mod Islamisk Stat, ligesom militære rådgivere er i Irak for at støtte de irakiske sikkerhedsstyrker.
De danskere, der er udsendt til Irak i dag, er ifølge den radikale ordfører udsendt på en måde, der giver bedre mening, end dengang kampsoldater blev sendt til Afghanistan.
- Man kan ikke sammenligne situationen i Afghanistan dengang med situationen i Irak i dag. I Irak er vi der for at hjælpe med at befri områder, der er besat af Islamisk Stat, siger den tidligere udenrigsminister.
Ifølge Martin Lidegaard kommer man til at "kigge meget langt" efter dansk deltagelse i en militærmission lignende den i Afghanistan.
- Der er ingen tvivl om, at vi har gjort dyrekøbte erfaringer i Afghanistan. Vi skylder os selv, og de mennesker vi mistede i krigen mod Taliban, at vi lærer af de erfaringer, siger han.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet