Det her bør vise Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, at pointsystemer for udenlandske ægtefæller skal skrottes.
Sådan lyder meldingen fra den radikale integrationsordfører, Morten Østergaard, på baggrund af en meningsmåling der viser, at 48 procent af danskerne afviser et pointsystem, mens 38 procent støtter idéen.
- Det her viser, at folk har fået nok og ønsker en rimelig behandling af danskere med udenlandske ægtefæller, siger Morten Østergaard.
Han håber, at der efter et valg kan blive enighed om at skrotte pointsystemerne - uanset at samme måling viser, at danskerne er mindre skeptisk overfor S-SF's udgave frem for regeringens.
38 procent af de adspurgte foretrækker S-SF's pointsystem, mens 29 procent hellere vil have regeringens udgave. En tredjedel - 33 procent - af de adspurgte svarer "ved ikke".
Morten Østergaard kæder målingen sammen med, at Helle Thorning-Schmidt i Berlingske Tidende for nylig sagde, at Danmark nu har en tilstrækkeligt stram udlændingelovgivning, og at der fremover skal være ro om reglerne.
- Vi håber, at det her vil vise Helle Thorning-Schmidt, at når hun taler om ikke at stramme reglerne mere, så skal det også gælde pointsystemer, siger han.
Voxmeters meningsmåling for Ritzau er gennemført fra den 19. til den 22. november blandt 1061 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet