Den danske økonomi er så presset, at der er brug for en vækstpakke på fire milliarder kroner, så der kan skabes nye 7000 job allerede i år og næste år. Samtidig skal skatterne holdes i ro, så væksten ikke bliver dæmpet.
Det fastslår De Radikales partileder, Margrethe Vestager, på partiets sommergruppemøde.
Dermed åbner De Radikale kort før valgkampen en ny front i forhold til Socialdemokraterne og SF, som ønsker en vækstpakke på 10 milliarder kroner.
De Radikale har tidligere været afvisende over for en vækstpakke, men situationen har ændret sig.
- Vi følger med i konjunkturerne, og nu er det tid til en vækstpakke, siger Margrethe Vestager med henvisning til, at dansk økonomi er gået i stå, mens gældskrise og urolige aktiekurser har skabt øget usikkerhed om den internationale økonomi.
De Radikale vil konkret give danske boligejere et fradrag på 30.000 kroner, hvis de vil gennemføre energibesparende forbedringer af boligen.
Lejere skal have adgang til at bruge boligforeningens penge på energiforbedringer, mens der skal stilles penge til rådighed, så offentlige bygninger kan energiforbedres. Investeringen skal så betales tilbage med de sparede udgifter til vand, varme og el.
- Vækstpakken må ikke øge den offentlige gæld i 2020. Det er vores mål, og derfor bliver en stor del af pakken finansieret ved, at lejerne bruger deres egne penge, og at investeringerne i offentlige bygninger betaler sig selv hjem, siger Margrethe Vestager.
Dermed lægger De Radikale afstand til S og SF's ide om at investere 10 milliarder kroner i renovering af skoler, kloaker og veje.
Mens der fra flere sider spekuleres i, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i næste uge vil præsentere en lignende vækstpakke, så afviser Vestager, at det nye udspil fjerner De Radikale endnu længere fra Helle Thorning-Schmidt (S), som fortsat er partiets foretrukne statsministerkandidat.
- Vi lægger vores politik frem, og den vil vi gå efter at få gennemført, men vi går til valg på at få en ny ledelse i Danmark, siger Margrethe Vestager.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker