Det handler ikke blot om at få gang i byggeriet og derved skabe arbejdspladser. Det skal gøres på en måde, så det også gavner miljøet og klimaet.
Det mener Radikale Venstre, der som en del af partiets 2020-plan "Tag ansvar", der fremlægges mandag, har et bud på, hvordan der skal komme gang i en grøn renovering af den danske boligmasse.
Det skal ske gennem fradrag for energibesparende istandsættelser, skriver dagbladet Information.
- Bygninger står for 40 procent af vores samlede energiforbrug. Der er regler for energieffektivitet i nybyggeri, men der er et enormt stort potentiale for besparelser ved renoveringen af de gamle? siger Radikale Venstres leder Margrethe Vestager.
For mens der skulle være mange grunde til at få isoleret sit hus bedre eller få skiftet det gamle oliefyr ud, går det lidt trægt, mener Vestager.
- Jeg tror godt, folk vil, men har lidt svært med at komme i gang. Det her vil virke som en tilskyndelse, siger hun.
Helt konkret ønsker Radikale Venstre, at der tilbydes et fradrag i den personlige indkomst svarende til halvdelen af arbejdslønnen ved en renovering, dog maksimum 30.000 kroner per husstand.
Det kunne for eksempel være til at isolere sit hus, installere en varmepumpe eller skille sig af med det gamle oliefyr.
Ordningen, der skal køre frem til 2013, skønnes at koste en milliard kroner om året, penge, der skal findes gennem den omlægning af skatten, der lægges op til i udspillet "Skat der virker".
Partiet vurderer at ordningen vil skabe 4500 nye grønne job inden for byggebranchen.
- Vi har behov for ikke mindst at sikre, at de unge nyuddannede ikke bliver fyret, når deres læretid udløber, siger Vestager.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned