R håber udspil giver plads til skattelettelser på arbejde
Martin Lidegaard, der er skatteordfører i Radikale Venstre, er positiv over for regeringens udspil til en ny model for boligskatten. Han håber, at det kan give plads til, at man også kan lette skatten på arbejde. Foto: Polfoto/Joachim Adrian
Polfoto/Joachim Adrian
Skatteordfører Martin Lidegaard (R) har mange rosende ord til regeringens boligskatteudspil.
De Radikales skatteordfører, Martin Lidegaard, mener klart, at man kan finde en god model for boligskatten med det system, som regeringen har fremlagt onsdag.
- Der er grund til at takke Venstre for, at vi nu endeligt og effektivt kan få afskaffet det ubrugelige boligskattestop, som vi har levet under alt for længe.
- Man lader skatten stige med lønudviklingen. Det betyder, at vi forhåbentlig kan finde et råderum til at lette skatten på arbejde, siger den radikale ordfører.
Regeringen foreslår at fastlåse både ejendomsværdiskat og grundskyld som en bestemt procentdel af boligens værdi.
Umiddelbart vil det betyde, at skatterne kommer til at stige, når boligpriserne stiger. Men stiger værdien mere end lønningerne, så skal den overskydende del af skatten indefryses automatisk.
Den del skal så betales, når man sælger boligen, og ofte realiserer en gevinst.
- Det er en god idé, at man for at ramme den rette balance mellem tryghed og rimelig beskatning siger, at man indefryser det, som overstiger lønudviklingen, siger Martin Lidegaard.
Martin Lidegaard har dog også en række spørgsmål til regeringens planer for årene frem til 2021.
I de kommende år frem mod 2020 har boligejerne udsigt til stigninger i både ejendomsværdiskatten og grundskylden. Regeringen vil dog give boligejerne mulighed for at indefryse stigningerne frem mod 2020.
- For overgangsordningen kan man spørge sig selv, om den er skruet sammen, som den bør være, siger han.
Den radikale skatteordfører er tøvende over for den skatterabat til boligejerne, som regeringen foreslår:
- Er det rimeligt, at vi giver nuværende husejere en meget stor skatterabat, mens nye ikke får nogen?
- Jeg tør ikke vurdere det på nuværende tidspunkt. Det kunne jo være, at det var bedre at lette skatten på arbejde for alle og ikke kun for dem, der har købt hus på et tidspunkt, siger Martin Lidegaard.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde