R: Kandidatidé hører til i skraldespanden

Det er helt forfejlet, når regeringen, for at løse Danmarks vækstproblemer, vil indføre en ny etårig kandidatuddannelse. Det mener De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Morten Østergaard.

- Det er så forkert, at regeringen vil skære ned på uddannelsesniveauet. Vi har en høj arbejdsløshed hos nyuddannede akademikere, og den vil ikke forsvinde, fordi man skærer et år af deres uddannelse, siger han og forsætter:

- Regeringen gør bare de unge en bjørnetjeneste. Så jeg vil opfordre videnskabsministeren til at lægge idéen om discountkandidater tilbage i skraldespanden.

Samme holdning har Socialdemokraternes forskningsordfører, Rasmus Prehn, som langt hellere så en anden løsning.

- Vi skal hellere anspore folk til at blive hurtigere færdige. Der kan vi lære af de universiteter, som er bedst til at få folk igennem. For eksempel Aalborg Universitet, hvor man i høj grad benytter sig af gruppearbejde.

Venstres uddannelsesordfører, Anne-Mette Winther Christiansen, mener, at oppositionen lever i fortiden.

- Vi bliver nødt til at lave et uddannelsessystem, som egner sig til nutidens Danmark. Vi skal have de studerende hurtigt ud på arbejdsmarkedet, hvor de senere kan få mere uddannelse, siger hun.

Forslaget er en del af videnskabsministerens oplæg, når erhvervsfolk og fagbevægelsen fredag skal diskutere, hvad der skal skabe mere vækst i Danmark. Det skriver Politiken.

Det er kun nye uddannelser, som får mulighed for at oprette de etårige kandidatuddannelser, og niveauet kommer ikke til at svare til en toårig kandidatuddannelse.

/ritzau/

Oppositionen er stærkt kritiske over for idé om etårige kandidater. Men det er nødvendigt, siger Venstre.

Offentliggjort Sidst opdateret