R kræver ny balance i udlændingepolitikken

De Radikale støtter dobbelt statsborgerskab samt en udlændingepolitik, som ikke holder danske statsborgere ude af landet med deres udenlandske ægtefælle.

Det siger De Radikales gruppeformand, Marianne Jelved, i Folketingets åbningsdebat. Her tager hun afstand fra "pointsystemer, der konstrueres".

- Tiden er inde til at få en ny balance i udlændinge- og integrationspolitikken, siger Marianne Jelved.

- Rigtig mange er godt integreret i Danmark. Andre har det rigtig svært. Men det kan blive bedre, hvis vi sætter tidligt og stærkt ind, siger hun med henvisning til gode resultater på Strandgaardsskolen i Ishøj.

I sin tale ved debatten påpeger Marianne Jelved, at De Radikale støtter ambitiøse mål i en ny energiaftale og en international klimaaftale.

- Alene kan Danmark ikke løse opgaven og sikre et bedre og renere miljø, mener hun.

Hun glæder sig desuden over, at valget brød med 10 års borgerligt styre, hvor De Radikale sad på sidelinjen.

- Magien fra nullerne er brudt. Meningsmålingen var dén på valgdagen, der gjaldt. Vælgerne vil have reformer, så vi kan løse problemer i samfundet, siger Marianne Jelved.

De Radikale ønsker "dialog, partnerskab og bredt samarbejde". Partiet vil anvende erfaringer fra foreningsdanmark med andelsforeninger, vindmøller og kritisk stillingtagen, siger hun.

- Kan vi ikke gøre det lidt bedre? siger Marianne Jelved.

De Radikale er "stærkt opmuntret" af den ansvarlige økonomiske politik. Reformvejen skal skaffe 135.00 ekstra personer i arbejdsstyrken indtil 2020, siger Marianne Jelved.

/ritzau/

Vælgerne vil have reformer, så vi kan løse problemer i samfundet, siger Marianne Jelved ved åbningsdebatten.

Offentliggjort Sidst opdateret