R-leder genåbner debatten om dagpenge
R-leder: Nej til jobtilbud skal betyde nej til dagpenge Foto: POLFOTO/Katinka Hustad
POLFOTO/Katinka Hustad
Dagpengeregler skal strammes, så folk ikke siger nej tak til et jobtilbud, mener Morten Østergaard (R).
Reglerne for dagpengemodtagere skal strammes yderligere, så dem, der takker nej til et jobtilbud, kan mærke, at det har konsekvenser.
Det mener den radikale leder, indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard. Han vil anmode regeringens dagpengekommission om at inddrage de såkaldte "rådighedsregler" i anbefalingerne til et nyt dagpengesystem, skriver Jyllands-Posten.
- I en kommende dagpengereform er vi nødt til at sikre, at hvis folk siger nej tak til det arbejde, der er at få, siger de også nej tak til dagpengene. Jeg synes, at de regler må strammes, så vi sikrer, at ingen vælger mellem et arbejde og offentlig forsørgelse, siger Morten Østergaard til avisen.
Dagpengesystemet har skabt intern splid i regeringen, siden den tiltrådte i 2011. Og med sine krav genåbner Morten Østergaard nu debatten om dagpengene.
Tidligere på efteråret blev pauseknappen ellers aktiveret i striden mellem de dele af Socialdemokraterne, der gerne ser et blødere system, og De Radikale, der har holdt fast i behovet for stramninger.
Det skete, dels da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lovede sit parti, at hun vil komme med forslag til forbedringer inden valget. Dels da finanslovaftalen med en ny kontantydelse til udfaldne ledige fik stillet Enhedslisten og SF tilfreds.
Når den radikale leder trods våbenhvilen vælger at genåbne debatten, sker det ifølge Jyllands-Posten med henvisning til DR-dokumentaren "Den dag de fremmede forsvandt". Her siger flere ledige nej tak til tilbudte job.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup, er enig i, at det ikke er rimeligt, at ledige takker nej til et arbejde. Han mener dog ikke, at det er et omfattende problem.
- Det er dog ikke min oplevelse, at det generelt gør sig gældende, at ledige ikke vil tage imod arbejde, de får tilbudt, siger han til Jylland-Posten og tilføjer, at Socialdemokraterne ikke havde forventet, at debatten gik helt i stå, fordi der blev nedsat en kommission.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde