R-leder: Vi skal være klar til at gå uden om FN i Syrien

Den radikale leder Margrethe Vestager fastslår, at der skal handles over for Syrien, så der ikke kommer endnu et angreb med kemiske våben mod befolkningen, som det der ramte en forstad til Damaskus 21. august.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Der er et uafviseligt behov for at gøre, hvad vi kan, for at forhindre at angreb med kemiske våben gentages. Og for at de skyldige stilles til ansvar ved en domstol.

Det siger Margrethe Vestager i sin tale til De Radikale landsmøde. Her fastslår den radikale leder, at De Radikale må være parate til at handle selvom FN er "handlingslammet".

Et flertal i De Radikales hovedbestyrelse ønsker ellers at styrke FN-sporet ved at skrive FN-pagten ind i en ny grundlov. Men står det til Margrethe Vestager, så skal der være mulighed for at gå uden om FN.

- Når man har afsøgt alle de bedre alternativer, kan man i sidste ende ikke gøre andet end det, man selv i en særdeles vanskelig situation synes er det mest rigtige.

- Jeg håber på en fredelig løsning. Jeg håber, at Syrien overdrager sine kemiske våben. Og jeg er stolt over at være en del af en regering, der har gjort det klart, at vi vil gøre vores for at forhindre gentagelse af brug af kemiske våben - også hvis FN er handlingslammet, siger Margrethe Vestager i talen.

Efter i lang tid at have fastholdt FN-sporet, vendte regeringen pludseligt rundt, da der i slutningen af august var udsigt til et amerikansk ledet angreb uden om FN.

Fredag fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og udenrigsminister Villy Søvndal på et møde i Udenrigspolitisk Nævn, at Danmark fortsat støtter et militært angreb, hvis Assad ikke afleverer sine kemiske våben.

Dermed er regeringen og Margrethe Vestager tilsyneladende på kollisionskurs med en del af det radikale bagland.

Et udvalg med tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen som formand har indstillet, at FN-pagten bliver skrevet ind i grundloven, og dermed rejst spørgsmålet om, hvorvidt Danmark kan deltage i internationale missioner uden et klart FN-mandat.

Hovedbestyrelsen i Det Radikale Venstre har indstillet forslaget til vedtagelse på weekendens landsmøde.

Men selv hvis forslaget bliver vedtaget er den radikale partitop på Christiansborg ikke bundet af beslutningen, som det er tilfældet i andre partier.

Men det vil være et signal fra baglandet til Vestager om, hvilken retning De Radikale bør gå.

/ritzau/