R vil straffe kommuner der taber klagesager til handicappede
Kristian Hegaard er politisk aktiv og sidder i byrådet i Fredensborg Kommune. Der er han netop blevet erklæret inhabil i behandlingen af kommunens handicappolitik, fordi han som kørestolsbruger selv bliver berørt af de planlagte besparelser. Foto: /ritzau/Lehmann Martin/arkiv
/ritzau/Lehmann Martin/arkiv
Hvis en kommune taber for mange klagesager til handicappede, skal det koste i kommunekassen, mener R.
Det skal koste i kommunekassen, hvis handicappede igen og igen får Ankestyrelsens ord for, at kommunens afgørelse i sager om støtte til handicappede er forkert.
Det mener De Radikale, der også foreslår ni andre tiltag til at sikre handicappedes retssikkerhed.
Det er partiets handicapordfører, Kristian Hegaard, der præsenterer forslagene.
- Rettigheder er noget, man har. Ikke noget man skal klage sig til, siger han til Politiken.
- Ingen andre steder vil man acceptere så stor en fejlkultur som her, hvor det handler om ressourcesvage borgere.
Inden da skal kommunerne først tvinges til faglig sparring. Ankestyrelsen skal desuden have udvidet beføjelserne, så styrelsen selv kan gå i kødet på kommuner med mange fejl.
For at komme en langtrukken sagsbehandling til livs skal kommunerne offentliggøre, hvor mange sager de ansatte i snit arbejder med. Og borgerne skal på nettet kunne følge deres klagesager.
Socialminister Mai Mercado (K) har tidligere i år besluttet, at der hvert år offentliggøres et kort over, hvor mange sager de enkelte kommuner får omgjort af Ankestyrelsen. Hun kalder det en "tørresnor".
Venstres socialordfører, Carl Holst, tegner regeringens holdning, når han til Politiken siger, at der skal ske ændringer. Han er dog ikke parat til at gå så langt som De Radikale.
- Den offentlige sektor kan ikke moderniseres gennem tvang og kontrol, men via dialog og læring, siger Carl Holst.
Han er betænkelig ved de lange behandlingstider på ankesagerne.
- Jeg er blevet præsenteret for eksempler, der kunne tyde på, at kommuner betragter en langvarig ankesag som en spareøvelse, hvor man slipper for udgifter, mens den kører, siger Holst til avisen.
Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, er ikke afvisende over for at ændre noget.
- Men det er et minefelt mellem stat og kommuner, hvor vi skal passe på ikke at topstyre og ødelægge det positive i, at afgørelser bliver truffet lokalt, siger hun til Politiken.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned