Radikal retsordfører lytter til partiets bagland
De Radikales bagland har ikke givet folketingsgruppen en advarsel om offentlighedsloven efter regeringens forlig med Venstre og de Konservative til trods for, at De Radikales hovedbestyrelse lørdag kun afviste baglandets kritik af forliget med 40 stemmer mod 32.
Det siger retsordfører Jeppe Mikkelsen efter afstemningen. Ligesom landsformand Klaus Frandsen ser han ikke afstemningen som en kritik af folketingsgruppen.
- Nej, det gør jeg ikke. Der gælder de samme regler for et flertal i den radikale hovedbestyrelse, som gælder alle andre steder. Men jeg er rigtig glad for debatten, og vi lytter til kritikken, som kritikerne har lyttet til vores synspunkter, siger Jeppe Mikkelsen.
- Der er en rigtig god, gensidig forståelse. Vi er et parti, hvor der er rigtig højt til loftet, og man kan diskutere disse ting. Men det er noget, vi holder internt for at holde fokus på substansen, ikke så meget på processen, mener han.
Baglandet er imod, at lovforslaget, som justitsminister Morten Bødskov (S) snart fremsætter, fritager embedsmænds ministerbetjening fra aktindsigt. Det faldne forslag fra Radikal Ungdom fik støtte fra kredsforeninger og medlemmer af hovedbestyrelsen.
- Jeg er sikker på, at forslaget fra regeringen vil være en fordel for samarbejdet mellem de forskellige myndigheders politiske ledelser, men jeg er i tvivl om, om det er godt for demokratiet, siger hovedbestyrelsesmedlem Hanne Roed til Politiken.
Jeppe Mikkelsen afviser, at folketingsgruppen er gået for langt i sagen om offentlighedsloven.
- Nej, det mener jeg absolut ikke. Men det står jeg til regnskab for i min hovedbestyrelse, ikke i forhold til pressen. Så det tager jeg med dem. Det har vi gjort i dag (lørdag, red.), og det har vi gjort tidligere, siger Jeppe Mikkelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde