Radikale bekymret over ukonkret pensionsudmelding fra statsminister
Samira Nawa, som er finansordfører hos De Radikale er bekymret over melding om pensionsalder fra Socialdemokratiet. Hun savner, at der bliver taget stilling til konsekvenser for dansk økonomi. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
De Radikale er skeptiske over for forslag om pensionsalder. Ordfører savner konkretisering.
De Radikales finansordfører Samira Nawa er bekymret over, at statsministeren åbner for at ændre på velfærdsaftalen uden at komme ind på eventuelle konsekvenser for dansk økonomi.
- Velfærdsaftalen fra 2006 er ikke bare en tilfældig reform, der blev lanceret. Det var en meget, meget vigtig reform, som jo er fundamentet under den sunde økonomi, som Danmark har haft igennem flere år, siger hun.
De Radikale er et af de partier, som var med til at indgå aftalen sammen med den daværende regering med Venstre og Konservative.
Det samme var Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
I et interview med Berlingske tirsdag siger statsminister Mette Frederiksen (S), at Socialdemokratiet vil genforhandle aftalen, inden at politikerne skal stemme om pensionsalderen skal øges i 2030.
Hun kommer ikke ind på, hvornår det skal ske, eller hvad Socialdemokratiet ønsker skal erstatte den nuværende ordning.
Det lyder dog fra hende, at det skal gøres på en økonomisk holdbar måde.
Samira Nawa savner, at man eksempelvis forholder sig til betydningen for arbejdsudbuddet.
- Vi er i Radikale Venstre meget bevidste om, at man ikke bare kan blive ved og ved med at skrue op for pensionsalderen. Det hænger jo grundlæggende ikke sammen.
- Men er det så lige nu, at man sige stop for, hvor meget pensionsalderen skal stige? Det synes vi ikke, at det er, siger hun.
Hos Konservative mener partileder Mona Juul, at udmeldingen fra statsministeren er ukonkret.
- Hvad koster statsministerens strøtanker? Det mangler vi svar på, og derfor er statsministerens udmelding mildt sagt ukonkret, skriver hun i et opslag på det sociale medie X.
Hun skriver samtidig, at Konservative er åben for at kigge på pensionsalderen, hvis det kan gøres økonomisk ansvarligt.
Når man skal tage debatten, er det ifølge Samira Nawa nødvendigt med kompenserende initiativer, eller at man som minimum er bevidst om aftalens betydning.
https://www.facebook.com/MortenMesserschmidt/posts/1105110327644937?ref=embed_post
Omvendt er et andet parti, som var med til den oprindelige aftale, Dansk Folkeparti, mere positive stemte over for statsministerens udmelding.
I et opslag på Facebook skriver formand Morten Messerschmidt, at partiet glæder sig til at blive inviteret til forhandlinger.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde