Radikale: Derfor siger vi nej til finansskatten
Som situationen i Danmark er lige nu, overstiger ulemperne ved en finansskat fordelene.
Det mener skatteordfører Nadeem Farooq fra De Radikale og tilføjer, at partiet tager udgangspunkt i EU-Kommissionens tal og den model, der forelægges i dag. Ud fra det er de skeptiske og bekymrede for følgerne af en finansskat.
- Det er jo en ny skat, den er endnu ikke afprøvet. Derfor mener vi ikke, at vi på nuværende tidspunkt eller grundlag bør gå med på den model, der foreligger. I en krisesituation tør vi ikke gamble med dansk økonomi, siger han til Ritzau:
- Det her er ikke en ideologisk eller generel modstand mod finansskat. Vi tager udgangspunkt i den konkrete model, og den kan ikke overbevise os om, at finansskatten er en god idé, understreger han.
Partiet frygter konsekvenserne ved skatten og vil hellere afvente og se, hvordan det går for de lande, der tilslutter sig modellen.
- Vi er bange for, at en finansskat vil betyde tab af arbejdspladser til danskerne og kapitalflugt - at kapital bliver dyrere, hvilket betyder, at både virksomheder og forbrugere må låne til dyre renter.
- Det er fint, at andre lande går sammen om en finansskat, men vi vil gerne se, hvordan det går dem først. Vi føler os ikke overbeviste om, at man kan gennemføre den her model, uden at det skader jobskabelsen i Danmark, siger han.
For at undgå fremtidige finanskriser og "sørge for at bankerne opfører sig ordentligt", foreslår Nadeem Farooq i stedet regulering:
- Flere toneangivende økonomer - ikke bankøkonomer eller tænketanksøkonomer, men topøkonomer - har også meldt ud, at en finansskat vil have flere ulemper end fordele.
- IMF (Den Internationale Valutafond, red.) har på samme måde advaret imod den, siger ordføreren.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde