Det er ikke en god idé at hæve selskabsskatten, som Socialdemokraterne og SF foreslår i det skatteudspil, de to partier præsenterer fredag.
Det mener skatteordfører for De Radikale Niels Helveg Petersen. Hans partiformand, Margrethe Vestager, har allerede kritiseret flere punkter i skatteudspillet, og nu lægger Niels Helveg Petersen altså endnu en sten i vejen for et skattesamarbejde i oppositionen. Ifølge S og SF skal landets virksomheder til at betale 28 procent i stedet for de nuværende 25 procent.
- Jeg frygter, at en forhøjelse af selskabsskatten ikke alene vil gøre det vanskeligt at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark. Det vil også gøre det mere attraktivt for danske virksomheder at investere i udlandet og få det beskattet til en lavere sats, siger Niels Helveg Petersen.
Han lægger sig dermed på linje med økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), som mener, at en øget selskabsskat vil føre til virksomhedsflugt.
Niels Helveg Petersen tager samtidig afstand fra SF's skatteordfører, Jesper Petersens, påstand om, at virksomhederne reelt er blevet overkompenseret med den lettelse af selskabsskatten, som regeringen og Dansk Folkeparti vedtog i 2007.
- Virkelig mange virksomheder lider jo under, at de ikke tjener penge overhovedet. Så jeg kan ikke se, hvordan virksomhederne er blevet overkompenseret. Det forstår jeg ikke. Mange af dem er meget hårdt behandlet af konjunkturen, siger Niels Helveg Petersen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker