Det kunne ikke være bedre.
Sådan lyder reaktionen fra De Radikales næstformand, Morten Østergaard, ovenpå den seneste meningsmåling.
Her går Radikale frem med knap et procentpoint og står nu til at snuppe 13 mandater i en eventuel kommende rød regering.
- Vi er rigtig glade for, at der er opbakning til det syn vi har - at efterlønsreformen skal gennemføres under en ny regering med Helle Thorning i spidsen, siger Morten Østergaard.
I meningsmålingen, som Voxmeter har lavet for Ritzau, går Socialdemokraterne tilbage, men blandt andet på grund af De Radikales fremgang, går rød blok samlet set to mandater frem.
- Set fra vores synspunkt kunne det dårligt være bedre, siger Morten Østergaard.
Meningsmålingen viser også, at den efterlønsreform, som Radikale fredag kunne præsentere sammen med V, K og DF, fortsat kan blive en realitet, selvom Helle Thorning-Schmidt (S) indtager statsministeriet.
Sammenlagt står de fire partier nemlig til at få 50 procent af stemmerne, og da der er et vist stemmespild, betyder det, at de lige præcis opnår et alternativt flertal.
Og det glæder De Radikale, der fastholder, at efterlønsreformen forbliver en mærkesag for partiet, selv hvis rød blok ender med regeringsmagten.
- Aftalen binder de partier, der har indgået den - også efter et folketingsvalg, siger Morten Østergaard.
Hos SF bekymrer de nye tal ikke gruppeformand Ole Sohn, selvom det er Radikale, der trækker oppositionen frem i meningsmålingen.
Han er nemlig sikker på, at S og SF samlet set vil gå frem, når de to partier får forklaret, hvordan tilbagetrækningsreformen rammer efterlønnere og folkepensionister.
Han tilføjer, at det ikke er et problem, at efterlønsaftalen udstiller uenigheden mellem de røde partier.
- Det har i årevis været velkendt, at De Radikale vil afskaffe efterlønnen. Der har været en velkendt uenighed, som vi har håndteret, siger Ole Sohn.
- Vi skal efter valget forhandle et økonomisk grundlag, som sikrer, at en kommende regering har en fælles økonomisk politik, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker