Radikale kalder folkeskoleaftale dårlig og uærlig
Lotte Rod, der er undervisningsordfører for De Radikale, har "svært ved at sige noget positivt" om aftale for folkeskolen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringens prioriteter i aftale om folkeskolen er skæv, mener R-ordfører, der kalder det dårlig politik.
Med den nye aftale om folkeskolen, som blev præsenteret tirsdag på et pressemøde, vil antallet af obligatoriske prøver i udskolingsårene blive lettet fra otte til seks.
Men det giver ingen mening, når regeringen samtidig åbner op for, at elever skal kunne få karakterer allerede fra 6. klasse.
Sådan lyder det fra De Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod, der har svært ved at sige noget positivt om aftalen.
I stedet kalder hun det for "dårlig" og "uærlig" politik.
- Vi har brug for, at man i skolen kan få lov til at være nysgerrig og fordybe sig. Derfor er hele ideen med at skulle have færre eksamener, at undervisningen kan få lov til at fylde noget mere, siger ordføreren.
Alligevel er De Radikale gået med til at skrive under på dele af aftalen.
- Så er der sikkert en masse, der giver mig noget røg og spørger, hvorfor vi er med alligevel. Det er vi, fordi det var blevet værre, hvis vi var gået, siger ordføreren.
De Radikale står uden for den del af aftalen, der handler om muligheden for karakterer fra 6. klasse.
Tidligere har karakterer kun skullet gives fra 8. klasse.
Selv om finansieringen af aftalen dels består af et varigt løft på 740 millioner kroner, så mener Lotte Rod, at der mangler en milliard kroner.
Hun er samtidig utilfreds med, at ressourcer fra den understøttende undervisning, der helt afskaffes, i stedet skal gå til det, aftalepartierne kalder for "skolens timebank".
Her vil det være muligt at bruge ressourcerne på indsatser og aktiviteter i skolen, som ligger ud over undervisningen, ligesom de kan anvendes til indkøb af materialer.
- Regeringen lukker øjnene for, hvordan virkeligheden er på skolerne. Hver eneste dag er der børn, der ikke får den hjælp, de har brug for, siger Lotte Rod.
Partierne er også enige om at give en enkeltstående "saltvandsindsprøjtning" på 540 millioner kroner til fysiske bøger.
- Det giver ingen mening at snakke om nye bøger, når man tager penge fra den almindelige undervisning, siger Lotte Rod.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie