Radikale kræver Storkorset tilbageleveret

De Radikale kræver, at dronningen tilbagekalder den orden - Storkorset af Dannebrog - hun tidligere på året tildelte Bahrains konge.

- Det siger sig selv, at en diktator, som undertrykker sit folk - og senest helt urimeligt fængsler en dansk statsborger - ikke bør æres med en dansk orden, siger Det Radikale Venstres nyvalgte folketingsmedlem og næstformand, Zenia Stampe.

- Det er noget rod og sender nogle helt forkerte signaler, hun.

Zenia Stampe understreger dog, at Det Radikale Venstres folketingsgruppe, som endnu ikke har konstitueret sig og udpeget en udenrigsordfører, ikke har diskuteret spørgsmålet endnu.

Selv er Zenia Stampe dog ikke i tvivl:

- Den orden skulle aldrig været givet, og derfor bør den også kræves leveret tilbage igen.

Inden folketingsvalget lovede SF, at en kommende rød regering vil sætte en stopper for dronningens hæder af diktatorer.

Men Socialdemokraterne har foreløbig kun sagt, at det netop må være op til den kommende regering at tage stilling til, om Storkorset skal kræves tilbageleveret.

Dronning Margrethe tildelte kong Khalifa Danmarks næsthøjeste orden ved et officielt besøg i februar. Blot to uger efter rykkede "Det Arabiske Oprør" ind i Bahrain, men kongen svarede hårdt igen mod demonstranterne, og flere blev dræbt.

Dronningen og regeringen er siden blevet kritiseret for at se stort på dansk udenrigspolitik og værdier som demokrati og menneskerettigheder.

Ifølge Henning Fode, kabinetssekretær i det danske kongehus, er hoffet i tæt kontakt med Udenrigsministeriet om, hvad der skal ske med ordenen.

- Der er begrænsninger på, hvad man kan foretage sig i øjeblikket, hvor der formentlig er en ny regering på vej, siger han og fortsætter:

- Jeg vil bestemt ikke afvise, at en ny minister vil tage det her spørgsmål op til overvejelse.

/ritzau/

Dronningen må kræve Storkorset af Dannebrog tilbage fra Bahrains konge, mener De Radikales Zenia Stampe.

Offentliggjort Sidst opdateret