Radikale nedjusterer sin vækstpakke

Der er ikke længere brug for en vækstpakke på 36 milliarder kroner.

Det mener Det Radikale Venstre, som i forbindelse med sit finanslovudspil nu nedjusterer omfanget af sin grønne vækstpakke fra 36 milliarder kroner over to år til 25 milliarder over to-tre år. Årsagen er, at de økonomiske vismænd i sin forårsrapport anbefalede en vækstpakke, der lå på et lavere niveau end De Radikales fra februar. Nu retter partiet ind.

- Vi er kommet til en situation i forhold til februar, hvor der på vismændenes anbefaling er behov for en vækstpakke, som er lidt mindre, end den var i februar, siger partiets finanspolitiske ordfører, Morten Østergaard.

Ritzau har sammenlignet De Radikales udspil til forhandlingerne om finansloven for 2010 med partiets oprindelige vækstpakke fra februar i år. Heraf fremgår det samtidig, at De Radikales nye vækstpakke vil skabe 12.000 færre job end den oprindelige.

De Radikales finansordfører, Morten Østergaard, afviser, at partiet skød over målet med sin pakke i februar og mener, at den reviderede vækstpakke er balanceret efter, hvad den danske økonomi har behov for nu og her.

- Når den økonomiske sagkundskab siger, at det er 30 milliarder, som økonomien kan klare, og der er afsat fem milliarder efter aftalen med kommuner og regioner, så foreslår vi selvfølgelig 25 milliarder. Hverken mere eller mindre, siger Morten Østergaard.

- Det er virkelig en dødssynd, hvis man overdoserer. Det er derfor, vi lytter til de økonomiske vismænd, tilføjer han.

Spørgsmål: Vil I også opfordre S og SF til at nedjustere deres vækstpakker?

- Ja, vi vil opfordre til, at man lytter til vismændene, siger han.

De Radikale fremlægger torsdag sit finanslovudspil for 2010.

/ritzau/

Der er kun brug for en vækstpakke på 25 milliarder kroner, mener De Radikale. Partiet nedjusterer dermed kraftigt sine ønsker til omfanget af en krisepakke.

Offentliggjort Sidst opdateret