Radikale sætter slutdato på Helmand-krig

De Radikale sætter nu, som det første parti, en dato på, hvornår den sidste danske soldat skal være ude af den uroplagede afghanske Helmand-provins.

Datoen er 30. juni 2011, fastslår De Radikales forsvarsordfører, Niels Helveg Petersen.

Ifølge Niels Helveg Petersen skyldes beslutningen to overvejelser: Nemlig hvor - og hvordan - Danmark kan gøre mest gavn i Afghanistan, samt Holland og Canadas beslutning om at trække sine soldater ud i Helmand i løbet af dette efterår og næste forår.

- Vi ønsker at forskyde vægten fra den militære og over på den civile indsats. Men det betyder ikke, at vi trækker alle tropperne ud. I stedet er det en erkendelse af, at vi kan gøre mere nytte andre steder i Afghanistan end i Helmand-provinsen, siger Niels Helveg Petersen.

De Radikales forsvarsordfører erkender dog, at han ikke kommer igennem med sit krav under de igangværende politiske forhandlinger om en revision af Helmand-strategien for 2010. Men kravet kommer atter på bordet, når partierne til næste vinter indleder forhandlingerne om strategien for 2011.

Det er imidlertid ikke noget ultimativt krav for, at De Radikale fortsat vil stå bag Afghanistan-styrken.

- Det er vores synspunkt, men jeg stiller ikke ultimative krav, siger Niels Helveg Petersen.

Selv om også Socialdemokraterne har efterlyst en exit-dato, så er partiets udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, skeptisk overfor De Radikales tidsplan.

- Det er lidt utidigt. Vi skal jo forhandle om Afghanistan-strategien. Og jeg synes, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for så hurtigt som muligt at få vores soldater ud af kampzonen. Men jeg er mindre overbevist om, hvorvidt det er den rigtige tilgang, at det skal vedrøre Helmand specielt. Vi skal jo træne nogle folk derude, og det kan lige så godt være i Helmand som andre steder, siger Mogens Lykketoft til Berlingske Tidende.

VK-regeringen og Dansk Folkeparti har afvist enhver tale om en exit-dato for krigen i Afghanistan.

/ritzau/

Den 30. juni 2011 skal de danske soldater trækkes ud den afghanske Helmand-provins. Det kræver De Radikale, som dermed sætter slutdato på krigen.

Offentliggjort Sidst opdateret