Radikale sikrer igen fremgang for rød blok

Helle Thorning-Schmidt kan sove roligt med udsigten til at blive Danmarks første kvindelige statsminister. 93 mandater peger på hende i Ritzaus seneste Voxmeter-måling, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen kun støttes af 82 mandater.

Hertil kommer de fire nordatlantiske mandater fra Færøerne og Grønland, der ikke er med i målingen.

I målingen får De Radikale 18 mandater, og det er dobbelt så mange mandater som ved valget i 2007. Desuden går Enhedslisten frem. Derimod går Socialdemokraterne og SF ifølge målingen samlet ét procentpoint tilbage i forhold til målingen før denne. Thorning får 45 mandater mod 20 til Villy Søvndals SF.

SF mister tre mandater fra valget i 2007, mens Socialdemokraterne forsvarer valgresultatet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen flyver torsdag til Libyen-møde i Paris. Herfra kan han fortsat se sig henvist til andenpladsen i kampen om at være leder af Danmarks største parti. Venstre får 43 mandater, og mister tre fra valget i 2007.

Den blå blok bløder fra alle partier. De Konservative går torsdag lidt tilbage og får tolv mandater. Dermed mister Lars Barfoed hvert tredje Konservative folketingsmedlem.

Dansk Folkeparti taber også terræn i torsdagens måling. Her står partiet til 20 mandater - en manko på fem fra seneste folketingsvalg. Liberal Alliance mister også tilslutning torsdag sammenlignet med målingen lavet før denne af Voxmeter, og partileder Anders Samuelsen står til syv mandater .

Voxmeter har spurgt 1000 vælgere mellem den 29. august og den 31. august. Af vælgerne var 19,5 procent i tvivl om, hvor de vil stemme. Målingen har en maksimal usikkerhed på plus minus 2,7 procentpoint.

/ritzau/

Rød blok får 93 mandater bag Helle Thorning-Schmidt takket være Radikal gevinst. Hver femte tvivler fortsat.

Offentliggjort Sidst opdateret