Ramadan-møde får grønt lys i Folketinget

Trods protester vil det omstridte ramadan-arrangement alligevel finde sted i Folketinget inden længe.

Efter at have modtaget en ny ansøgning har Folketinget nu godkendt sammenkomsten, der skal finde sted i tingets Fællessal senere på måneden.

Det oplyser folketingspolitikeren Hüseyin Arac (S), som står bag projektet.

- Jeg er meget glad for, at det lykkedes at få arrangementet på plads. I denne tid har vi mere end nogensinde brug for at samles og tale om tingene på tværs af religion og partifarve, udtaler Hüseyin Arac.

Der bliver dog ikke tale om en "ramadanmiddag", som først proklameret, men snarere en "ramadan-reception og debataften", oplyser socialdemokraten.

- Hvis der er nogle, der er bange for middagen, så kalder vi det reception, så alle ved, hvad der foregår. Men indholdet er det samme, fortæller Hüseyin Arac.

Receptionen afholdes i anledning af den muslimske fastemåned, ramadanen, og der vil oplæg om integration og forholdene i Mellemøsten.

- Vi håber, at folk fra alle partier deltager. Alle mine kolleger i Folketinget, alle 179, er inviteret, fortæller Hüseyin Arac.

Navnlig Dansk Folkeparti har raset mod ramadan-mødet og kaldt det et "misfoster", men det tager socialdemokraten stille og roligt, lyder det.

- Jeg betragter det som en ganske almindelige misforståelse. Der har været nogle misforståelser, men det er nu sat på plads.

- Min hensigt er at skabe dialog og venskab, ikke konflikter eller spændinger i vores samfund, tilføjer Hüseyin Arac.

Folketingets Administration meddelte i første omgang, at der manglede afgørende oplysninger for at ramadan-mødet kunne blive afholdt. Blandet andet fremgik det af en invitation til arrangementet, at den tyrkiske avis Zaman Scandinavia var medvært ved middagen, og det strider ifølge Folketinget mod reglerne for lån af lokaler på Christiansborg.

Men problemerne er tilsyneladende nu ryddet af bordet.

Receptionen sted finder sted den 22. august i Folketingets Fællessal.

/ritzau/

Omstridt ramadan-træf bliver alligevel til noget i Folketinget. Det ændres dog fra "middag" til "reception".

Offentliggjort Sidst opdateret