Rebel-Benny forlader partiet: - Vi er vokset fra hinanden

Benny Damgaard har været et trofast Venstre-medlem gennem flere årtier, men tiden i partiet er slut. Arkivfoto: Jan Knudsen

Efter mere end 30 års medlemskab har Benny Damgaard sagt farvel til det parti, som han gennem mange år har repræsenteret i kommunalpolitik.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEJØ: Han bryder sig ikke om navnet: Rebel-Benny. Det var Ekstra Bladet, som døbte Benny Damgaard sådan i 2014, da det lollandske hovedbestyrelsesmedlem turde stille sig op og kritisere Venstreformand Lars Løkke Rasmussen i sagen om udgiftsbilag.

Jeg er gået stille med døren, og har ikke haft til hensigt at smække den bag mig.

Benny Damgaard

For to år siden var der stadig rebelske toner i ham, da han betegnede Venstres regeringsdannelse med Socialdemokratiet som vælgerbedrag og en skændsel. Men han agtede at kæmpe videre og påvirke tingene indefra. Benny Damgaard endte dog med at give op.

På et bestyrelsesmøde 5. marts i Venstre Lolland, hvor han deltog som partiets førstesuppleant til byrådet, tog han ordet, da formand Henrik Høegh skulle have godkendt dagsordenen. Hjemmefra havde Benny Damgaard forberedt sig med et en-sides langt A4-ark, som han langsomt læste op.

- Det handlede om, hvordan jeg havde det i Venstre og var både om det lokalpolitiske og på landsplan, hvor jeg ikke længere kunne se mig selv om en del af arbejdet. Da jeg var færdig med at læse op, kunne de spørge løs, og så gik jeg ud ad døren, husker han.

Ingen smækket dør

Inden han forlod bestyrelsesmødet, slog han fast, at han ikke havde afgjort sin politiske fremtid. Medlemskabet beholdt han da også.

- Først for en måned siden meldte jeg mig ud af partiet, slår han fast.

Netop derfor vil Benny Damgaard ikke rigtigt kendes ved rebel-navnet. Det var et, som andre gav ham, og sådan føler han sig ikke.

Benny Damgaard

64-årige Benny Damgaard er barnefødt på en gård i Vejleby på Lolland.

Han blev valgt ind i Rødby byråd ved kommunalvalget i 199, og sad her, frem til kommunalreformen trådte i kraft i 2006. Ved valget til det såkaldte sammenlægningsudvalg i 2005, som overgik til at blive det første byråd i Lolland Kommunes historie, blev Benny Damgaard også valgt.

I 2009 glippede genvalg til gengæld. Med 104 stemmer var han 114 fra Jens Erik Kistrup, som fik Venstres femte og sidste mandat.

Ved generalforsamling i Venstre Lolland i 2012 kritiserede han beretningen fra den siddende formand, Niels Ole Kainø, men ønskede ikke selv posten. Det gjorden han til gengæld året efter. Her stillede han op og blev valgt uden modkandidater.

Benny Damgaard sad på posten frem til 2021, hvor han trak sig for atter at blive byrådskandidat. Ved valget var de 163 stemmer dog kun nok til en plads som partiets førstesuppleant.

Ved siden at politik er Benny Damgaard et rigtigt foreningsmenneske. Han har været formand for Rødby Håndboldklub i fem år og været formand for Lolland Falster Håndboldforbund i fem år, ligesom han har spillet håndbold, været leder, træner og dommer.

- Jeg er gået stille med døren og har ikke haft til hensigt at smække den bag mig. Vi er bare vokset fra hinanden, siger han.

Men selvfølgelig er der sager, som nager det tidligere byrådsmedlem. Landspolitisk giver det sig selv. Benny Damgaard kan på ingen måde mærke sig selv i SVM-regeringen, og han medgiver gerne, at hans modstand gør, at han nok ser alt negativt.

Omgår vedtægterne

Han forstår ikke, at Venstre fredede statsminister Mette Frederiksen (S) i mink-sagen, og lige nu er han lettet over, at han havde forladt partiet, da det gav stemmer til at sammenlægge Region Sjælland med Region Hovedstaden. Et træk, som han kun ser som en kæmpe ulempe for Lolland-Falster.

Lokalt har der også været gnidninger, og her handler det for Benny Damgaard meget om ordentlighed. Partiet har vedtægter, som skal overholdes, og det bliver man nødt til, selv om man gerne vil gå nye veje, mener han. Problemet er den manglende lollandske folketingskandidat.

Ved seneste valg opstillede den lollandske vælgerforening Iben Krog som folketingskandidat, og Benny Damgaard kalder hende for verdens bedste kandidat. Han anerkender også, at hun er skiftet til nabokredsen i Guldborgsund, der øger chancerne for valg, men han kan ikke acceptere, at Lolland ikke vælger en ny kandidat. Og det er ikke sket.

- For flere år siden har vi talt med partitoppen om problematikken, og om muligheden for at stille med én folketingskandidat på Lolland-Falster, men det må vi ikke. Jeg ved, at man inden for det seneste år har talt med partitoppen igen, men holdningen har ikke ændret sig. Venstre Lolland skal finde en kandidat, og det gør man ikke.

16 år i byrådet

For Benny Damgaard er det en omgåelse af partiets vedtægter, og så rebelsk kan man ikke være.

- Efter min mening, er der for mange, som ikke har fået Venstres dna med ind under huden, siger han.

Derfor har han ikke set anden udvej end at sige farvel. Efter lidt over 30 år som Venstre-medlem. 16 år som byrådsmedlem i henholdsvis Rødby og Lolland kommuner, og ni år som formand for Venstre Lolland.

Et farvel til Venstre er i stedet for byttet ud med et goddag til Danmarksdemokraterne.