Redaktør: Princippet om gratis uddannelse står for fald
Stramning, der indfører loft over statsbetalt uddannelse, udløser ideologisk slagsmål, vurderer redaktør.
Det er et brud med princippet om fri, statsbetalt uddannelse, når et politisk flertal på Christiansborg lægger op til at sætte loft over videregående uddannelser.
Det siger Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør på dagbladet Politiken.
- Det kritiske synspunkt vil være, at det er et brud med udgangspunktet om, at der skal være gratis uddannelse i Danmark, siger Jacob Fuglsang.
Stramningen betyder, at personer, der har en videregående uddannelse, afskæres fra at tage en ny videregående uddannelse på samme eller lavere niveau på statens regning.
Så sygeplejersken kan ikke tage en gratis uddannelse som lærer, og pædagogen, der ønsker at læse til socialrådgiver, må også gøre det for egen regning.
- Og kritikerne har jo ret i, at der er tale om introduktion af betalingsuddannelse, og når først man har introduceret det på det niveau, så er det en nærliggende tanke at gøre det på andre niveauer også, siger Jacob Fuglsang.
Stramningen er aftalt mellem regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti for at lukke et hul på 300 millioner kroner i dagpengereformen fra sidste år.
Aftalen har fået De Radikale og Enhedslisten op i det røde felt, og SF vil kalde uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) i hastesamråd om sagen.
Men Jacob Fuglsang forudser også et internt slagsmål blandt Socialdemokraterne.
- Socialdemokraterne må i et eller andet omfang have nikket ja, men der findes også et par socialdemokrater, der ikke havde set det komme, og som mener, der er tale om et brud med socialdemokratisk hjerteblod.
- Så også internt vil der komme en ophedet debat, siger Jacob Fuglsang.
Han ser stramningen som første skridt ned ad en vej, som kan føre til mere brugerbetaling i uddannelsessystemet.
- Den langsigtede tendens er, at vi har en uddannelsessektor, som bliver dyrere og dyrere, og man vil finde nogle steder, hvor man kan hente nogle penge.
- Jeg tror, vi vil se, at der senere kommer tiltag om at fjerne SU på kandidatuddannelsen og måske også selvbetaling af kandidatdelen af uddannelsen, siger Jacob Fuglsang.
Stramningen ventes at træde i kraft fra sommeren 2017.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde