Reform flopper: Færre får et fleksjob
Selv om regeringen har et mål om at skabe op mod 13.500 fleksjob frem mod 2016, er antallet af personer i fleksjob faldet.
Det viser den første opgørelse på området, siden den nye fleksjob-reform trådte i kraft i januar, skriver Avisen.dk.
- Det er stærkt beklageligt. Det er stik imod de intentioner, der lå i reformen, siger Hans Dankert, der er formand for Lafs - Landsforeningen for Fleks- og Skånejobbere, til Avisen.dk.
I december 2012 var 54.478 personer i fleksjob. I maj måned var det tal faldet med 675 personer, viser opgørelsen.
- Jeg tror desværre, at ledigheden blandt folk, der er visiteret til fleksjob, er steget kraftigt. Tilstrømningen til fleksjob-ordningen er blevet større, men der er færre job, lyder det fra Hans Dankert.
Han peger på, at personer, der før reformen kunne få førtidspension, i dag visiteres til fleksjob, hvis de kan arbejde i bare to timer om ugen.
Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Christian Juhl, er bekymret over udviklingen:
- Det er særdeles foruroligende. Meningen med reformen var netop, at flere fik fleksjob, så de bevarede en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet, siger han til Avisen.dk.
Ordføreren frygter, at flere tidligere fleksjobbere er havnet på kontanthjælp, og han vil derfor bede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) redegøre for, hvad der er sket med dem, der er forsvundet fra statistikken.
Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, mener, at der skal holdes nøje øje med, om antallet af personer på fleksjob bliver ved med at falde.
- Jeg håber ikke, at det fortsætter. Det er klart, at hvis det viser sig, at antallet bliver ved med at dykke, så kommer vi også til at diskutere, hvordan vi sørger for at få det til at stige igen, siger han.
Det har ikke været muligt for Avisen.dk at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned