Reformen blev hastet igennem

Foto: POLFOTO

Folketidende har spurgt kommunalordførerne for alle Folketingets partier om deres syn på de nye kommuner. Her Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Har kommunalreformen efter din opfattelse fungeret efter hensigten?

- Jeg mener stadig, at kommunalreformen i alt for høj grad blev hastet igennem af regeringen og Lars Løkke. Man glemte at lytte til problemerne ude i kommunerne, hvor der fulgte alt for få midler med til de nye opgaver, som kommunerne overtog. Nu er de fleste børnesygdommene dog ved at være udryddet, men kommunerne har stadig brug for at slippe ud af regeringens stramme detailstyring og alt for snævre økonomiske rammer.

Hvad er styrkerne ved de større kommuner - og hvad er svaghederne?

- Det er positivt, hvis der kan skabes større bæredygtige enheder, der kan løse flere opgaver lokalt og selvstændigt, så længe at afstandene mellem borgere og politikere ikke bliver alt for store. Problemet er dog, at regeringen har presset kommunerne i den stik modsatte retning. Flere og flere politiske beslutninger flyttes fra det decentralistiske niveau og ind centralt på Slotsholmen. Det betyder, at det lokale initiativ og virkelyst ude i kommunerne kvæles.

Hvordan har kommunalpolitikerne løftet opgaven med at føre kommunesammenlægningerne ud i livet?

- Jeg ved, at der er blevet lagt et enormt arbejde ude i de enkelte kommuner med at få kommunalreformens indførelse til at forløbe så smertefrit som muligt. Heldigvis findes der stadig rigtigt mange dygtige og engagerede politikere og ansatte ude i kommunerne, der har gjort muliggjort de mange kommunesammenlægninger og har fået de mange løse ender til at mødes.

Hvilke opgaver er efter din opfattelse de vigtigste for kommunerne fremover?

- Jeg ser det som en altafgørende betydning, at det danske velfærdssamfund forsat administreres lokalt og tæt på borgerne ude i landets kommuner. Det er en forudsætning for vores velfærdssamfund og jeg mener faktisk, at kommunerne skal have langt større frihed til at finde på nye og kreative måder at løse de mange velfærdsopgaver på. Kommunerne skal ikke trues og straffes af regeringen, hvis de ønsker at tænke nyt. Ønsker en kommune at udbygge sin velfærd med for eksempel færre lukkedage i daginstitutionerne eller gratis tandpleje til pensionister, skal kommunerne have mulighed for dette uden at risikere økonomiske sanktioner.