REGERING ELLER EJ: ELLEMANN VIL TESTE FREDERIKSENS REFORMVILJE
Jakob Ellemann-Jensen (V) efter regeringsforhandlingerne i Statsministeriet på Christiansborg.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det er uvist, om Venstre kan gå i regering med Socialdemokratiet. Et af de afgørende spørgsmål er reformer.
Socialdemokratiet og Venstre er ikke nødvendigvis oplagte regeringspartnere, men formand Jakob Ellemann-Jensen (V) vil alligevel undersøge, om partierne kan mødes.
Derfor vil han afprøve villigheden til at lave reformer hos fungerende statsminister Mette Frederiksen (S), der har indkaldt Folketingets partier til en række møder.
- Det her handler om at føle hinanden på tænderne og se, om der er en reformvilje. Det er det, vi gerne vil afsøge hos Socialdemokratiet og den siddende regering.
- Er der en vilje til at bevæge sig ned ad de her spor? Hvilke muligheder har vi for at få mest mulig af Venstres politik gennemført, for det vil være bedst for Danmark, siger han efter et møde i Statsministeriet torsdag.
Mette Frederiksen er udpeget som kongelig undersøger og vil forsøge at danne en bred regering.
Hun har i valgkampen talt for visse reformer og sagt, at en kommende regering skal have det som "omdrejningspunkt".
Hun har nævnt sundhed, den offentlige sektor, unges psyke, bedre uddannet arbejdskraft og økonomiske reformer.
Da Mette Frederiksen udskrev valget fra Marienborg, var hun meget symbolsk klædt i rød jakke og blå bukser, og hun overraskede ved at gå til valg på en bred regering bestående af røde og blå partier.
Det var et opgør med den socialdemokratiske etpartiregering, som hun tidligere har talt varmt for.
Ellemann har tidligere svaret undvigende, men ikke afvisende, på spørgsmålet om, hvorvidt Venstre var villig til at gå i regering med Socialdemokratiet.
Jakob Ellemann-Jensen har dog tidligere sagt, at han ikke stoler på statsministeren. Derfor skal den kommende tid i givet fald også bruges på at opbygge tillid, hvis de to partier overhovedet skal gå i regering sammen.
Ved folketingsvalget 1. november vandt rød blok magten med et knebent flertal på 90 mandater.
Socialdemokratiet og Venstre har ikke mandater nok til at gå i regering, uden at andre partier peger på dem.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde