Regering mangler mandater bag børnecheck
Regeringen savner flertal for at sende børnecheck ud af landet til udlændinge og udlandsdanskere.
Enhedslisten afviser regeringens lovforslag, der sidestiller udlændinges arbejde i udlandet med job i Danmark for at for at få børnecheck. Det fastslår Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen.
- Udenlandske arbejdere skal have samme rettigheder og pligter som herboende. Men det er ikke rimeligt at børnechecken udbetales, hvis børnene ikke opholder sig her i landet.
- Vi kræver også, at udenlandske arbejdere i Danmark arbejder på lige vilkår, siger Finn Sørensen.
Børnecheck kan heller ikke sendes til udlandsdanskere, forklarer Finn Sørensen.
- Det er klart. Vi kan ikke forskelsbehandle, siger han.
I 2010 vedtog VK-regeringen og Dansk Folkeparti et optjeningsprincip, så udlændinge først får børnecheck, når de har arbejdet to af de seneste ti år i Danmark.
Tirsdag fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at regeringen fortsat sender børnecheck til udlændinge udenfor Danmark: Det skal Danmark efter EU's forordning, som gælder direkte foran dansk lov, forklarede hun i Folketingets spørgetime.
Onsdag forhandler skatteminister Morten Østergaard (R) børnecheck med Venstre og de Konservative. Her vil Venstre have undersøgt, hvorfor regeringen ikke stiller krav til EU-Kommissionen, som underkender det danske optjeningsprincip.
Finland, Finland, Sverige og Rumænien betaler kun børnepenge til børn, som bor i landet. Det viser Socialministeriets svar, som bygger på oplysninger fra EU-Kommissionens database.
Svaret interesserer Finn Sørensen.
- Det bestyrker mig i, at regeringens forklaring ikke rigtigt holder vand om, at man ikke kun må udbetale børnecheck til børn her i landet af hensyn til EU-retten, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker