Regering mangler millioner til fængsler
Regeringen mangler 675 millioner kroner til aftalen om 200 nye fængselspladser.
Det står klart, efter at Venstre og Dansk Folkeparti har meddelt, at de vil blokere for en del af finansieringen af den flerårige aftale om Kriminalforsorgen, der blev indgået onsdag mellem S-R-SF-regeringen, Enhedslisten, Liberal Alliance og De Konservative.
Beskæftigelsesministeriet bekræfter over for Ritzau, at pengene er omfattet af forlig med Venstre og Dansk Folkeparti.
Da regeringen ikke ønsker at begå forligsbrud, er det nu op til Finansministeriet at finde en løsning, så aftalen kan blive finansieret, lyder det.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, meddelte fredag i et brev til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), at Dansk Folkeparti ikke vil lade regeringen ændre på de gamle forlig.
- Det er soleklart, at når der findes penge ved at skære i forlig, som Dansk Folkeparti er del af, så skal Dansk Folkeparti selvfølgelig være med til at bestemme, hvad pengene så i stedet skal bruges til, siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.
Beskæftigelsesministeren har i et brev bedt Venstre og Dansk Folkeparti om at melde tilbage fredag inden klokken 16.00, hvis de har bemærkninger til, at regeringen vil bruge nogle af pengene fra aftalerne om offentlig løntilskud og mentorordningen til kontanthjælpsmodtagere til at finansiere fængslerne.
På de offentlige løntilskud vil regeringen hente 315 millioner kroner i aftaleperioden, mens mentorordningen skal beskæres med 360 millioner kroner.
Dermed udgør de to poster en central del af finansieringen af aftalen med i alt 675 millioner kroner i perioden fra 2013 til 2016.
Men de to områder er omfattet af aftalen "Flere unge i uddannelse og job" fra 2009 og "Flere i arbejde" fra 2002, som Venstre og Dansk Folkeparti er del af, skriver beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i sit brev.
Dermed kan regeringen ifølge de uskrevne regler på Christiansborg ikke ændre på aftalerne uden accept fra de to oppositionspartier.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde