Socialdemokraterne og SF's økonomiske plan "En fair løsning" er underfinansieret med adskillige milliarder kroner.
Det er ifølge Ritzaus oplysninger budskabet fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), når han mandag formiddag fremlægger Finansministeriets gennemregning af oppositionspartiernes plan for at få Danmark ud af den økonomiske krise.
Claus Hjort Frederiksen har tidligere kritiseret planen for ikke at løse de akutte udfordringer med milliardstore underskud på statens budget. Dermed kan Danmark ikke leve op til EU's såkaldte konvergenskrav, lyder det fra Claus Hjort Frederiksen.
S og SF's plan blev fremlagt i sidste uge og indeholder oppositionens bud på, hvordan Danmark kan komme ud af den økonomiske krise uden at skære ned i velfærden.
Et af hovedbudskaberne i planen er, at danskerne i gennemsnit skal arbejde en time mere om ugen. Derudover skal seniorer blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt.
Blandt andet skal efterlønsbidraget sættes op mod et tilsvarende nedslag i a-kasse-bidraget.
Unge skal et halvt år hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det skal bl.a. ske ved at tilbyde højere SU og lavere adgangskrav til unge, der begynder tidligt på uddannelsen.
Samtidig skal der ryddes op i erhvervsstøtteordningerne, og bankerne og multinationalselskaber skal betale mere i skat.
Ifølge planen skal det på sigt løse problemerne med underskud på statens budgetter og bane vejen for en udvikling af kommuner og regioners tilbud til borgerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker