Regeringen arbejder ikke kun på at afskaffe efterlønnen. Der kommer inden for kort tid også forslag om at hæve pensionsalderen.
Det står klart, efter at Politiken lørdag afslører regeringens planer på baggrund af et udkast til reformen.
Politisk ordfører for De Konservative Henriette Kjær støtter, at pensionsalderen også bliver påvirket.
- Vi synes, det er helt fornuftigt, at man også tager pensionsalderen med, siger hun.
Spørgsmål: Ønsker du allerede at hæve pensionsalderen nu i forbindelse med regeringens forslag om en efterlønsreform?
- Ja, jeg synes, det skal indgå i de forhandlinger. Vi lever længere og længere og har dermed en længere restlevetid, når vi forlader arbejdsmarkedet. Derfor bliver vi alle nødt til at acceptere, at vi skal være længere på arbejdsmarkedet, siger Henriette Kjær.
Velfærdsforliget fra 2006 betyder, at pensionsalderen hæves fra 65 til 67 år. Det sker i årene mellem 2024 og 2027. Men i regeringens udspil bliver pensionsalderen allerede hævet fra 2019 og op til 68,5 år.
Med velfærdsforliget kunne en dansker, der er født den 1. september 1958, gå på folkepension som 65-årig i 2023. Men med regeringens udkast kommer det nu først til at ske som 68-årig i 2026.
Socialdemokraterne retter en hård kritik mod regeringen for ikke tidligere at have fortalt om pensionsalderen.
- Statsministeren fortalte i sin nytårstale ikke sandheden om, hvad det er for planer, regeringen har i skuffen. Han nævnte ikke noget om, at vilkårene for at komme på folkepension også ville blive forringet fremover, siger Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er kortfattet om den højere pensionsalder, der fremgår af det udkast, som Politiken har.
- Nu arbejder vi med modellerne, og jeg er ked af, at der er sluppet et enkelt papir ud. I løbet af kort tid vil vi fremlægge den endelig model, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde