Regeringen aflyser billigere billetter

Danskerne må kigge langt efter billigere billetter til bus og tog.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Regeringens valgløfte om billigere kollektiv trafik er ifølge transportminister Henrik Dam Kristensen (S) udskudt på ubestemt tid.

- Jeg siger ikke billigere trafik. Jeg siger bedre kollektiv trafik. Jeg er meget omhyggelig med, hvordan jeg formulerer mig, siger Henrik Dam Kristensen, som ikke vil garantere billigere billetter, selv om S og SF gang på gang har lovet det.

- Mit mål er at få en betalingsring, så vi får færre biler i byen og en bedre kollektiv trafik, siger han til Jyllands-Posten.

Løftet om billigere kollektiv transport er nedfældet i regeringsgrundlaget. Og i valgkampen lovede SF's formand, Villy Søvndal, i en storstilet reklamekampagne "40 procent billigere bus- og togkort i hovedstaden"

SF lovede samtidig, at valgløftet ville blive indfriet før jul. Men dårlig økonomi kan tvinge regeringen til at kvitte løfterne, siger trafikordfører Anne Baastrup (SF):

- Jeg ved, hvad vi lagde op til i valgkampen, men jeg ved også, at underskuddet i statskassen er større end forventet.

- Og hvis vi mangler penge til både bedre og billigere kollektiv trafik, kan der være fornuft i at kvitte prisnedsættelserne til fordel for bedre kollektiv trafik, siger Anne Baastrup til Jyllands-Posten.

Både oppositionen og Rådet for Bæredygtig Trafik beskylder regeringen for løftebrud:

- Det var så klokkeklart et løfte, at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at de ville løbe fra det. Billigere kollektiv trafik var jo det vigtigste argument for indførelsen af betalingsringen, siger formand for Rådet for Bæredygtig Trafik, Kjeld A. Larsen.

/ritzau/

Valgløftet om billigere bus- og togkort bliver udskudt på ubestemt tid, siger transportministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret