Regeringen afsætter en milliard til droner i Ukraine
Regeringen styrker industripuljen i forhold til Ukraine med en milliard kroner. Udenrigsministeren og forsvarsministeren har fået opbakningen fra de andre partier ved torsdagens møde i Det Udenrigspolitiske Nævn. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dansk industripulje får nu yderligere midler til at understøtte Ukraines kamp mod Rusland.
Regeringen tilfører en milliard kroner til industripuljen.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
- Det hænger sammen med det, der i øvrigt har været den danske strategi gennem snart lang tid, at vi har et tættere samarbejde med Ukraine i forhold til produktion af forsvarsmateriel, siger Lars Løkke.
Puljen blev offentliggjort i 2023 og løber fra 2024 til 2026.
Med den nye milliard kroner er puljen nu på cirka 2,5 milliarder kroner.
Formålet er, at Danmark skal hjælpe med at opfylde de konkrete behov, der opstår i Ukraine.
Og Troels Lund Poulsen siger, at pengene nu skal gå til produktion af droner.
- Nu målretter vi de her to gange 500 millioner til droneområdet. Jeg har også selv været i Ukraine i denne uge, og jeg kan se vigtigheden af, at vi bliver bedre til at lave et partnerskab med ukrainske virksomheder.
- Vi skal anstrenge os mere for at lære, hvordan man producerer i Ukraine og dermed også styrke den danske kampkraft. Det her er forhåbentlig noget, der kan hjælpe Ukraine, men på sigt også kan hjælpe med opbygningen af dansk forsvar, siger ministeren.
SVM-regeringen annoncerede i sidste uge, at man frem mod 2033 vil bruge i alt 120 milliarder kroner yderligere på oprustning af det danske forsvar.
Da lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S), at der skulle indkøbes forsvarsmateriel.
- Der er kun en ting, der tæller nu, og det er hastighed, for virkeligheden er, at vi er bagud, sagde hun ved et pressemøde i Statsministeriet.
Puljen skal gå til anskaffelser med afsæt i syv politisk prioriterede områder. Det er blandt andet luftforsvarssystemer og flykapaciteter.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker