Regeringen afviser mere åbenhed om partistøtten
V-regeringen har ingen aktuelle planer om at ændre partistøttereglerne, fastslår Karen Ellemann.
Regeringen skrinlægger en revision af partistøttereglerne, skriver Information.
Dermed er der fortsat ikke udsigt til en ændring af reglerne, som ellers længe har været genstand for kritik i både Danmark og i udlandet.
Kort før folketingsvalget indledte SR-regering forhandlinger om ændringer af partistøttereglerne, men nu afviser social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) behovet for mere åbenhed om, hvem der giver hvor meget til hvilke partier og politikere.
- Regeringen har ingen aktuelle planer om at ændre på partistøttereglerne, skriver Karen Ellemann således ifølge Information i en skriftlig kommentar.
Senest har Europarådet ellers i en ny rapport endnu engang kritiseret Danmark for ikke at leve op til sine demokratiske forpligtelser, når det gælder åbenhed om støtten til partier og politikere.
I rapporten fra Europarådets antikorruptionsorgan GRECO (Group of States against Corruption) beskrives de danske partistøtteregler som "globalt utilfredsstillende", og regeringen opfordres til at følge betænkningen fra det såkaldte partistøtteudvalg, der dannede udgangspunkt for de ikke afsluttede politiske forhandlinger.
Medlem af partistøtteudvalget, professor ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen, er ikke overrasket over regeringens beslutning.
- Jeg er skuffet, men måske ikke så overrasket. Nogle af de borgerlige partier har ganske vist være positive overfor nogle af vores forslag, men især Venstre har været negativ, siger Jørgen Albæk Jensen til Information.
I dag skal partierne oplyse, hvem der giver mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de giver. Og hvis pengene gives gennem såkaldte indsamlingsklubber, erhvervsklubber eller lignende, kan bidragyderne stadig undgå at få deres navn frem.
De hidtidige forsøg på at ændre partistøttereglerne strandede på den daværende røde regerings ønske om at få de borgerlige partier med i en bred politisk aftale.
Det har ikke været muligt for Information at få en uddybende kommentar fra Karen Ellemann om hendes afvisning af at ændre partistøttereglerne.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker