Regeringen vil ikke kommentere oplysninger i fortrolige dokumenter fra hjemmesiden WikiLeaks.
Det oplyser udenrigsminister Lene Espersen (K) i onsdagens hasteforespørgsel om CIA's angivelige hemmelige flyvninger over dansk luftrum.
Hun orienterede fredag i fortrolighed Udenrigspolitisk Nævn om sagen. Den fik nyt liv, da WikiLeaks for nylig offentliggjorde en indberetning fra den 7. februar 2008 fra USA's daværende ambassadør James P. Cain til USA's udenrigsministerium om, at den danske regering ikke ville skabe problemer for USA.
Indberetningen kom samme dag, som regeringen havde afværget en uvildig undersøgelse, som oppositionspartierne krævede. Regeringen nedsatte en arbejdsgruppe, da DR havde sendt en tv-udsendelse, som sandsynliggjorde CIA-flyvninger blandt andet over Grønland.
Regeringen har flere gange forklaret USA's regering, at USA ikke må overflyve dansk, færøsk og grønlandsk luftrum med fangefly. USA's regering forklarede flere gange, at det ikke fandt sted, forklarer udenrigsministeren.
Da arbejdsgruppen ikke kunne finde beviser på CIA's fangefly, krævede den danske regering en erklæring fra USA. Siden lovede daværende udenrigsminister Condoleezza Rice, at USA fremover ville bede den danske regering, hvis der skulle ske overflyvninger, siger Lene Espersen.
Kun ét andet land har fået en lignende skriftlig forsikring fra USA. Det skyldes den danske regerings intensive pres på den amerikanske regering, mener hun.
Oppositionspartierne S, SF, R og EL kræver en uvildig undersøgelse i et fælles forslag til vedtagelse i hasteforespørgslen, oplyser SF's udenrigsordfører Holger K. Nielsen
Regeringen har drøftet sagen med Grønlands hjemmestyreformand Kuupik Kleist, siger Lene Espersen, som afviser dobbeltspil.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde