Regeringen anbefales at skære eller fjerne 58 erhvervsstøtteordninger
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil nu læse ekspertgruppes anbefalinger om fremtidens erhvervsstøtte, førend han beslutter sig for, hvilke der skal fjernes. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Regeringen vil finde to milliarder ved at skære i erhvervsstøtten. Ekspertgruppe anbefaler nu vejene dertil.
58 af de knap 200 eksisterende erhvervsstøtteordninger bør helt eller delvist fjernes.
Det vil spare 2,3 milliarder kroner i 2030, vurderer en ekspertgruppe, som netop har overleveret sine anbefalinger til regeringen.
SVM-regeringen har i sit regeringsgrundlag varslet, at der skal spares to milliarder kroner på erhvervsstøtten.
Erhvervsstøtte til Fonden for Plantebaserede Fødevarer og Wonderful Copenhagen kan fjernes, skriver gruppen i rapporten.
Der kan desuden findes penge ved at fjerne en række erhvervsstøtteordninger i forbindelse med eksport- og investeringsfremme.
Ekspertgruppen anbefaler dertil at fjerne eller overveje at fjerne skattefritagelsen for løn ved arbejde om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister. Det kan spare yderligere 1,1 milliarder kroner.
De ordninger, der anbefales fjernet, er primært ordninger med et formål om at opnå en bedre samfundsøkonomi. Anbefalingerne går i mindre grad på ordninger rettet mod blandt andet klimamål.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil nu drøfte anbefalingerne med Folketingets partier i den kommende tid. Det siger han i en pressemeddelelse.
- Regeringen har endnu ikke taget stilling til arbejdsgruppens anbefalinger. Vi vil nu læse rapporten grundigt igennem, og vil i den kommende tid indkalde Folketingets partier til drøftelser om ekspertgruppens anbefalinger, udtaler han.
Hos Dansk Industri (DI) lyder opfordringen til regeringen at udvise varsomhed, når der skal skæres i erhvervsstøtten.
Rapporten er en god anledning til at få et overblik over støtten, siger politisk direktør i DI Emil Fannikke Kiær:
- Men det er vigtigt at understrege, at erhvervsstøtte ikke er en beholder, hvorfra man kan hæve ubegrænsede midler, og at justeringer skal håndteres med omtanke, særligt i forhold til de internationalt konkurrenceudsatte sektorer, siger han i en kommentar.
Emil Fannikke Kiær tilføjer, at en stor del af erhvervsstøtten består af skattefradrag, som udligner "skævvridning, der er pålagt virksomhederne".
Regeringen skriver i regeringsgrundlaget, at der skal etableres et nyt erhvervsstøttesystem med nye prioriteringer for blandt andet at kunne nedsætte bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af virksomheder.
Omlægningen af erhvervsstøtten skal øge beskæftigelsen med 4000 personer.
I grundlaget skrives det, at ændringerne netop skal ske på baggrund af ekspertgruppens rapport.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned