Regeringen dropper regnestykke om indvandrer-udgifter

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har i al ubemærkethed stoppet beregningerne af, hvad indvandringen koster det danske samfund i kroner og øre, skriver Information.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti blev ellers i 2010 enige om at prøve at sætte pris på indvandringen, men efter regeringsskiftet mener social- og integrationsministeren ikke længere, at det giver mening.

- Jeg er bare grundlæggende uenig i, at det er særlig vigtig eller relevant, den her måde at opstille regnestykket på, siger Karen Hækkerup til Information.

En arbejdsgruppe under det daværende integrationsministerium kom i april 2011 frem til, at ikke-vestlige indvandrere og deres børn koster Danmark næsten 15,7 milliarder kroner om året. Vestlige indvandrere bidrager til gengæld med 2,2 milliarder kroner.

Men i dag er arbejdsgruppen nedlagt, formanden forflyttet fra integrationsområdet og Integrationsministeriet hedder Social- og Integrationsministeriet.

Det var Dansk Folkeparti som gennemtvang beregningerne, efter den daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ellers i første omgang havde advaret mod, at "man begynder at gøre bestemte udvalgte grupper op i penge".

I dag står Konservatives integrationsordfører, Tom Behnke, fast ved beslutningen.

- Der er ingen grund til, at det her skal være hemmeligt. Skatteyderne har selvfølgelig krav på at vide, hvad deres penge går til. Det er almindelig regnskabsførelse, siger Tom Behnke.

Ifølge Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, frygter regeringen resultatet af flere og løbende beregninger af prisen for indvandringen.

- Når regeringen lemper på asyl- og familiesammenføringsreglerne, er den nok ikke interesseret i, at der kommer løbende beregninger, som viser, at det er en dårlig forretning, siger han til Information.

- I stedet forsvinder spørgsmålet nu længere og længere væk fra den politiske dagsorden. Vi mener, at hvis folk får det her at vide, så vil de også være tilbøjelige til at sætte kryds ved Dansk Folkeparti, tilføjer Martin Henriksen.

/ritzau/