Den ny regering vil med sit finanslovforslag for 2012 afskaffe det loft over børnechecken, som VK-regeringen indførte i genopretningsplanen fra sidste år. Det oplyser TV2 Nyhederne.
Dermed tager regeringen brodden af den kritik, der mødte den efter præsentationen af regeringsgrundlaget. Her stod der ikke noget om de nuværende regeringspartiers valgløfter om at rulle besparelsen tilbage.
Loftet blev sat til 35.000 kroner om året pr. familie. Ordningen skulle være fuldt gennemført i 2013. Indtil da ville store børnefamilier få nedtrappet børnechecken med 12.000 kroner i år og 12.000 kroner næste år.
Finansministeriet har beregnet, at 50.000 familier ville blive berørt af stramningen. Loftet rammer især familier med tre børn eller flere. Ifølge den tidligere regering ville besparelsen give statskassen en milliard kroner årligt.
Men den ny skatteminister, Thor Möger Pedersen (SF), finder ikke loftet over checken rimeligt.
- Børnechecken skal være for alle børn og ikke kun for de to første. En sådan nedtrapning vil ramme mange børnefamilier økonomisk hårdt. Vi synes ikke, at familier med mere end to børn skal betale så stor en del af regningen, siger han til TV2 Nyhederne.
Et Ritzau-rundspørge sidste år viste, at mere end hver anden dansker er enig i, at der er en god idé at lægge loft over børnecheckens størrelse. Tilhængerne af loftet fandtes først og fremmest blandt folk uden børn.
Men ifølge lektor Robert Klemmensen fra Syddansk Universitet har mange også fundet det absurd, at familier får børnechecken, uanset hvor meget de tjener.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde