Regeringen forventer afgift-nederlag i EU
Når regeringen ønsker et opgør med de udskældte afgifter på fedt og sukker, så ligner det frivillig tvang.
For ifølge et notat fra flere centrale ministerier, kan Danmark ikke regne med at vinde den afgiftssag, som ministerierne ifølge notatet forventer, at EU-kommissionen vil indlede mod Danmark.
Ifølge notatet fra Skatte-, Økonomi- og Finansministeriet "er der for fedtafgiften opstået et problem i forhold til EU".
Problemet består i, at EU-kommissionen "forventes at indlede en sag mod Danmark for ulovlig statsstøtte", og at en sådan sag "vurderes ikke umiddelbart at kunne vindes på alle punkter".
Konsekvensen kan ifølge notatet blive, at fedtafgiften, som den daværende borgerlige regering i sin tid stod fadder til, helt "må ophæves"
Og hvad angår regeringens egen opfindelse, sukkerafgiften, er problemet det samme.
En måde at forsøge at undgå en tabersag på er, at sukkerafgiften - måtte den blive til noget - skal såkaldt statsstøttenotificeres, men den løsning afføder blot et nyt og temmelig uoverstigeligt problem:
Så kan loven ikke træde i kraft til nytår, sådan som det er forudsat i finanslovaftalen for 2012, står der i notatet.
Selvom de to afgifter ikke har mange måneder på bagen, så er der i dag ikke et eneste parti i Folketinget, der ønsker dem bevaret.
Tirsdag foreslog regeringen så at nedsætte personfradraget med 900 kroner og hæve bundskatten med 0,19 procentpoint for at skaffe finansiering til afgifternes endeligt.
Forslaget har nu reelt bragt finanslovforhandlingerne mellem regeringen og blå blok ind i terminalstadiet, og Venstre finansordfører, Peter Christensen, forlod Finansministeriet med ordene om, at "det egentlig ville klæde finansministeren at sige, at han har smidt os ud".
Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten er enig i, at fedt- og sukkerafgiften skal fjernes, så regeringen har fortsat mulighed for at komme igennem med en løsning. Det kræver dog, at enten DF eller EL siger ja til finansieringsforslaget.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde