Regeringen giver 25 millioner til Syrien-opposition
Danmark giver 25 millioner kroner til "Syrian Recovery Trust Fund" og er dermed den første officielle bidragyder til fonden efter de to stiftere, Tyskland og De Forenede Arabiske Emirater, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
I sidste uge besluttede Folketingets finansudvalg at give 100 millioner kroner til nødhjælp til syriske flygtninge, og udenrigsminister Villy Søvndal (S) er glad for det hurtige danske støtte til Syriens opposition til Assad-regimet.
- Det følger op på vores i forvejen store støtte til de moderate oppositionskræfter og vores indsats for den syriske lokalbefolkning, siger Villy Søvndal i pressemeddelelsen.
Udenrigsministeren kalder hjælpen til oppositionen i Syrien for en "politisk prioritet for mig og regeringen".
- Fonden kommer til at spille en vigtig rolle i de bestræbelser, som det internationale samfund og den moderate syriske opposition udfolder for at sikre basale levevilkår for civilbefolkningen i de oppositionskontrollerede områder, siger Villy Søvndal.
Fonden skal stabilisere og genskabe samfundsstrukturer, såsom sociale ydelser og infrastruktur, i de områder i Syrien, som oppositionen kontrollerer.
- En tidlig indsats som denne er helt central for stabiliseringen af områderne. Den er med til at forberede Syrien på den transitionsproces, som vi alle ønsker at se, udtaler Villy Søvndal.
Der er lagt op til, at de nordiske lande vil dele et sæde i fondens styrekomité. Danmark vil i første omgang sidde i komitéen på vegne af de nordiske lande. Den syriske oppositionskoalition vil også være repræsenteret i styrekomitéen.
- Det er en central opgave for det internationale samfund at bistå oppositionskoalitionen med at opbygge administrative funktioner, der skal hjælpe den syriske civilbefolkning i hverdagen, siger udenrigsministeren.
Indtil videre har Danmark samlet givet 95 millioner kroner i ikke-humanitær støtte og 436 millioner kroner i humanitær bistand til Syrien.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde