Regeringen har ingen planer for milliardhul i vækstplan
I sidste fase af forhandlingerne om regeringens vækstplan sættes finansminister Bjarne Corydon (S) under politisk pres for at forklare sig mere detaljeret om, hvordan de mange nye effektiviseringsmilliarder skal findes i den offentlige sektor.
Og om det kommer til at gå ud over nye faggruppers løn- og arbejdsvilkår.
Regeringens mål er, at den offentlige sektor skal effektiviseres og moderniseres for 12 milliarder kroner frem mod 2020, men den nævner ingen konkrete initiativer.
Det viser regeringsnotater fra de igangværende forhandlinger om vækstpakken mellem regeringen, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, skriver Politiken.
- Der foreligger således ikke en samlet udmøntningsplan med konkrete initiativer for indfrielse af moderniseringsambitionen, hedder det ifølge Politiken i et notat fra 4. marts 2013.
Et andet notat fra 13. marts 2013 fastslår ifølge avisen, at "forøgelsen af moderniseringsambitionen" med syv milliarder kroner svarer præcis til den lavere vækst i de offentlige udgifter, som regeringen lægger op til i Vækstplan DK:
- Udgiftsvæksten i perioden 2014-2020 er cirka syv milliarder kroner lavere end det, der var ambitionen i reformforløbet i 2020-planen fra maj 2012. Dette modsvares således af en forøget ambition om modernisering af den offentlige sektor, hedder det i notatet.
Ifølge professor Bo Sandemann Rasmussen vil disse moderniseringsambitioner med stor sandsynlighed ramme andre offentligt ansattes overenskomster.
- Det virker ret besynderligt, at man har hævet ambitionen fra fem milliarder kroner i en plan fra maj 2012 til 12 milliarder kroner i vækstplanen - uden at lægge en klar plan frem.
- Finansministeriet lægger op til et alvorligt løft af effektiviseringerne. Men lærerne udgør jo kun 60.000 ud af en samlet offentlig sektor på 800.000 ansatte, siger han til Politiken.
Ifølge FOA-formand Dennis Kristensen "peger pilen i den grad på de offentligt ansattes arbejdstidsregler og arbejdsforhold", mens FTF-formand Bente Sorgenfrey frygter for fremtiden.
Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser, at der kan laves en direkte kobling mellem de offentligt ansattes overenskomster og de hævede moderniseringsambitioner.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker