Regeringen har kendt til uholdbar økonomi

Regeringen har siden 2002 vidst, at den politik, man førte, ville føre til varige underskud og øget gældsætning. Det viser Finansministeriets egne opgørelser over holdbarheden i den danske økonomi.

Da SR-regeringen overlod magten til VK i 2002 viste opgørelsen, at den økonomiske politik, man førte, på lang sigt ville give et overskud på omkring ni milliarder kroner om året.

Året efter kunne man se frem til 18 milliarder i minus om året. Her har udsigterne ligget nogenlunde stabilt med undtagelse af 2006, hvor opsvinget gav lidt luft.

I sidste uge fremlagde den nuværende regering så sit konvergensprogram, hvor den opgjorde holdbarhedsproblemet til 24 milliarder kroner fra 2010.

I Det Radikale Venstre vurderer formand Margrethe Vestager, at regeringen ikke har kunnet blive enig med Dansk Folkeparti om, hvilken økonomisk politik, man skulle føre.

- Idéen var der jo, da man nedsatte Velfærdskommissionen og senere Arbejdsmarkedskommissionen. Men modet svigtede, da man så, hvad de foreslog. Jeg tror, at der har været fokus nok på problemet, men viljen har manglet, siger hun.

Hun understreger samtidig, at regeringens skattestop har kostet samfundet omkring 80 milliarder kroner og derfor også er en del af problemet.

Hos regeringspartiet Venstre vil man ikke købe præmissen, at man skulle have ført en uansvarlig økonomisk politik.

- Det regnestykke kan man stille op på mange måder. Jeg noterer mig, at vi år for år har haft overskud på de offentlige budgetter på trods af skattestoppet, siger Venstres finansordfører Jacob Jensen.

/ritzau/

At den danske statskasse mangler penge er langt fra en nyhed. Det har den gjort siden VK-regeringen tog over i 2002, viser Finansministeriets opgørelser.

Offentliggjort Sidst opdateret