Regeringen ignorerer ønske om straf for offentligt datasjusk
- Min opfattelse er, at det er helt oplagt, at offentlige myndigheder også skal kunne sanktioneres på samme niveau som private, siger professor i persondataret Peter Blume fra Københavns Universitet til Politiken. Foto: /ritzau/Nicolai Tobias/arkiv
/ritzau/Nicolai Tobias/arkiv
Regeringen tager ikke stilling til straf til offentlige myndigheder for datasjusk i udspil til ny datalov.
Et bredt flertal i Folketinget har i to et halvt år ønsket, at offentlige myndigheder skal kunne straffes på samme måde som private firmaer, hvis de ser stort på beskyttelsen af danskernes personlige oplysninger.
Men regeringen har ignoreret det flertals ønske i sit udspil til en ny databeskyttelseslov.
Det skriver Politiken.
I det lovudkast, der blev sendt til høring i sidste uge, lyder det, at "Stillingtagen til sanktionsspørgsmålet i forhold til offentlige myndigheder udestår".
Trods regeringens vaklen fastholder Venstre og Liberal Alliance deres ønske om at straffe myndigheder for at sjuske med private data.
- Det vil helt principielt ikke være rimeligt, at private virksomheder risikerer tårnhøje bøder, mens det ingen konsekvenser får for offentlige myndigheder.
- Vi er nødt til at sætte ind, da det er et alvorligt område, som vi skal prioritere, siger Christiane Egelund, retsordfører for Liberal Alliance, til Politiken.
Regeringens manglende stillingtagen er usædvanlig og problematisk, mener professor i persondataret Peter Blume fra Københavns Universitet.
- Høringen er til for at få saglige argumenter for eller indvendinger imod regeringens forslag.
- Men man taler jo i blinde, når regeringen stadig ikke har fundet sine ben i spørgsmålet.
- Min opfattelse er, at det er helt oplagt, at offentlige myndigheder også skal kunne sanktioneres på samme niveau som private, siger han til Politiken.
Hos Dansk Erhverv er man skuffet over regeringens manglende stillingtagen.
- Det er højst kritisabelt. De danske virksomheder er indignerede.
- De er ved at gøre klar til de nye regler, der træder i kraft næste år, og kan så kigge på en offentlig sektor, der ligger inde med en masse følsomme data, som ser ud til at blive sendt i "digitalt helle" af regeringen, siger digitaliseringschef Janus Sandsgaard til Ritzau.
Det er ikke lykkedes Politiken at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Hans ministerium er dog kommet med en skriftlig udtalelse til avisen.
- Der tages i udkastet til lovforslaget ikke stilling til, om offentlige myndigheder skal kunne få bøder eller ej.
- Organisationer, myndigheder og andre høringsparter er dog naturligvis velkomne til at komme med forslag og overvejelser vedrørende spørgsmålet om bøder til offentlige myndigheder i forbindelse med høringen, skriver ministeriet til Politiken.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned