Regeringen indbyder til drøftelse af politikerlønninger

Foto: Lasse Kofod. Polfoto

Vederlagskommissionen anbefaler mere i løn til kommunal- og regions- og folketings politikere og mindre pension.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter Vederlagskommissionen har anbefalet nye politikerlønninger, indkalder regeringen nu til forhandling. Egentlig havde Venstre ligesom en håndfuld andre partier forpligtet sig til at stemme for de anbefalinger, som den såkaldte Vederlagskommission måtte frembringe.

Men efter kommissionen mandag har fremlagt sin rapport, indbyder Venstre-regeringen nu de øvrige partier til forhandlinger om anbefalingerne til politikerlønninger.

- Anbefalingerne lægger op til væsentlige ændringer i aflønningen af politikere, og i kølvandet på den store debat, der har været om emnet, vil vi nu drøfte disse anbefalinger med partierne, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i en pressemeddelelse.

Da Vederlagskommissionen i april 2014 blev nedsat for at undersøge folketingspolitikeres eftervederlags- og lønforhold, gav Venstre, De Konservative, De Radikale, Socialdemokraterne og SF håndslag på, at de skulle følge anbefalingerne.

Uanset hvad kommissionen ville nå frem til.

Men i begyndelsen af januar trak partierne deres ubetingede støtte tilbage, da en lækage viste, at kommissionen ville anbefale en lønstigning på 15 procent til folketingspolitikere.

Generelt anbefaler kommissionen lønstigninger til både folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre og regionrådsformænd. Samtidig foreslås det dog at beskære de folkevalgtes pension, så de fleste grupper samlet set står til at få mindre.

Det har vakt røre blandt især borgmestrene, der ikke har fået reguleret løn siden 1994. Og det har regeringen tilsyneladende øje for. I en pressemeddelelse udtaler social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V):

- Jeg er selvfølgelig optaget af, at vi kommer frem til en fornuftig løsning for borgmestre og regionsrådsformænd. Jeg ser frem til drøftelsen med partierne.

Finansministeren vil nu indbyde alle Folketingets partier til en drøftelse af Vederlagskommissionens anbefalinger.

Vederlagskommissionens anbefalinger til nye vederlag for landets 320 folkevalgte giver en besparelse på 800.000 kroner, svarende til -0,2 procent. Se de foreslåede ændringer for henholdsvis borgmestre, regionsrådsformænd, ministre og folketingspolitikere:

* Borgmestre:

Vederlaget hæves afhængigt af kommunens indbyggertal til mellem 694.834 og 1.218.351 kroner. Stigningen, der udgør 30,5 procent, svarer til det efterslæb, der har været, fordi borgmestrenes løn ikke er blevet reguleret siden 1994.

Borgmestre skal højest modtage eftervederlag svarende til et års vederlag.

Trods lønstigningen står borgmestre i kommuner med under 80.000 indbyggere alle til et fald i vederlag, når man medregner de foreslåede ændringer i pensionen.

* Regionrådsformænd:

Vederlaget hæves til 1.087.143 kroner. Det er en stigning på 30,5 procent og svarer til det efterslæb, der har været, fordi amtsborgmestre og siden regionsrådsformænd ikke har fået reguleret løn siden 1994.

Regionsrådsformænd skal højest modtage eftervederlag svarende til et års vederlag. Pensionen falder fra 372.000 til 189.000 kroner årligt.

Trods lønstigningen står regionsrådsformændene til at miste 120.000 kroner årligt grundet ændringer i pension og tillæg.

* Ministre:

Vederlaget hæves til mellem 1.390.931 og 1.799.654 kroner. Til gengæld sløjfes et skattefrit omkostningstillæg på 60.103 kroner årligt.

Ministre kan højest modtage eftervederlag svarende til to års vederlag. Pensionen falder markant for både statsminister og øvrige ministre.

Trods lønstigningen står statsministeren grundet nedgang i pension til at modtage 31.000 kroner mindre årligt. Udenrigsminister og finansministre mister 115.000 kroner årligt, mens øvrige ministre står til en nedgang på op til 287.000 kroner årligt.

* Folketingsmedlemmer:

Vederlaget hæves fra 625.000 til 870.000 kroner årligt. Pensionen sættes samtidig ned, så den reelle stigning udgør 26.000 kroner årligt.

Folketingsmedlemmer skal højest modtage eftervederlag svarende til et års vederlag.

Kilder: Vederlagskommissionen.