Regeringen klar med udspil: To milliarder kroner skal yde hjælp mod stigende priser

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer regeringens finanslovsforslag for 2023 og økonomisk redegørelse på et pressemøde i Finansministeriet i København, onsdag den 31. august 2022. Foto: Philip Davali /Ritzau Scanpix

Forhandlingsreserven er markant lavere end de foregående år, fordi økonomien er stram efter Ruslands invasion.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen har onsdag fremlagt sit udspil til finansloven for 2023.

Her er udvalgte nedslag fra udspillet:

* Inflationshjælp:

Regeringen vil afsætte to milliarder kroner i 2023 til udfordringer med stigende priser på blandt andet fødevarer og energi, som er kommet på grund af krigen i Ukraine.

* Forhandlingsreserven:

Regeringen vil afsætte cirka 0,6 milliarder kroner i 2023 og en milliard kroner årligt i årene 2024-2026. Regeringen ser gerne pengene blive brugt på sundhedsområdet, herunder psykiatrien og ældre.

Forhandlingsreserven er en pulje med penge, hvor partierne kan komme med deres særlige ønsker til finansloven.

* Covid-19-håndtering:

Selv om covid-19 er aftaget i forhold til tidligere år, vil regeringen bruge 1,3 milliarder kroner i 2023 på at håndtere udfordringerne med coronavirus.

Året efter vil regeringen sætte 1,5 milliarder kroner af til covid-19-håndtering.

* Reserve til sikkerhed:

Som det allerede blev aftalt i Det Nationale Kompromis i marts i år, bliver der afsat 3,5 milliarder kroner årligt både i år og næste år.

Aftalen, der blev indgået af et bredt flertal i Folketinget efter Ruslands invasion af Ukraine, skal give penge til blandt andet forhøjet beredskab, styrket diplomati og humanitær indsats.

* Reserve til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet:

Dette område skal styrkes med samlet 0,9 milliarder kroner i perioden 2023-26.

Regeringen ønsker blandt andet, at disse penge skal gå til udsatte, psykisk sårbare, mennesker med handicap, sclerosehospitaler og demente.

* Indsats på skatteområdet:

Regeringen vil indgå en politisk flerårsaftale for skattevæsenet i årene 2023-2027. Det skal sikre flerårige økonomiske rammer, prioritering af opgaver og aktiviteter i skattevæsenet samt en bedre styring af it-området, der har været udsat for hård kritik.

I tillæg til den nuværende reserve til skattevæsenet vil regeringen afsætte yderligere 447 millioner kroner i 2023, og flere penge skal følge de efterfølgende år.

Regeringen vil i det kommende efterår invitere Folketingets partier til forhandlinger om en aftale på skatteområdet.

* Oversvømmelser - nationalt varslingssystem:

Som følge af klimaforandringerne forventes det, at Danmark i fremtiden vil opleve hyppigere og mere ekstreme oversvømmelser.

Derfor vil regeringen etablere et nationalt varslingssystem. Det vil gøre Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i stand til at varsle hvor, hvornår og i hvilket omfang der vil opstå oversvømmelser.

Varslingssystemet skal finansieres med 190 millioner kroner fra 2023-2026.

* De danske domstole:

Regeringen vil afsætte 151,1 millioner kroner næste år til de danske domstole. Det skal blandt andet bidrage til "bunkebekæmpelse" hos domstolene, som kæmper med lange behandlingstider.

Kilde: Finansministeriet.

/ritzau/