Regeringen kommer med lov om krigsforbrydelser til efteråret
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har varslet, at krigsforbrydelser særskilt skal kriminaliseres i dansk lov. Han kalder det et vigtigt signal med en krig i gang i Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udvalg har set på, hvordan krigsforbrydelser kan kriminaliseres i dansk lov. Forslag kommer til efteråret.
Regeringen vil i efteråret fremsætte det lovforslag, der særskilt skal kriminalisere krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ifølge den danske straffelov.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) nedsatte i 2023 et lovforberedende udvalg, der skulle anvise vejen til at få de nævnte straffebestemmelser indskrevet i dansk lov.
Udvalget er nu klar med en betænkning om sagen, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse. Og her er anbefalingen altså at indføre de særskilte bestemmelser.
Hummelgaard mener, at en kriminalisering af krigsforbrydelser i dansk lov sender et stærkt signal, når der er krig i Ukraine.
- Det er vigtigt, at vi sender et klart signal til omverdenen og ikke mindst ofrene om, at vi ikke vil acceptere krigsforbrydelser og lignende grove internationale forbrydelser, udtaler han i pressemeddelelsen.
Regeringen vil også ratificere aggressionsforbrydelsen i statutten for Den Internationale Straffedomstol, som pålægger en stats ledelse strafferetligt ansvar for på ulovlig vis at anvende militær magt mod en anden stat i strid med FN-pagten.
Det var SF, der i marts sidste år foreslog, at krigsforbrydelser skulle selvstændigt kriminaliseres i dansk ret.
Regeringen bakkede dengang op.
Peter Hummelgaard forklarede dengang til Ritzau, at krigsforbrydelser sådan set i praksis er strafbare i dansk ret. De er dog ikke skrevet ind som specifikke bestemmelser.
- Men når alt det er sagt, så synes jeg faktisk, at SF har en vigtig pointe med, at tiden nu også er kommet til, at vi indfører en selvstændig kriminalisering af krigsforbrydelser. Det tror jeg også vil sende et vigtigt signal til omverden og ikke mindst ofrene.
Nu realiseres det altså snart.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker