Regeringen: Lovændring skal løse visumsag

Udlændingeloven skal ændres, så Danmarks visumaftaler med andre lande kan blive genoptaget.

Sådan lyder det nu fra Justitsministeriet, skriver Dagbladet Politiken torsdag.

Udmeldingen kommer efter, at droppede repræsentationsaftaler med Frankrig, Tyskland og Finland har skabt problemer for erhvervsliv, familier og ikke mindst Schengensamarbejdet.

Som loven er skruet sammen i dag, stoler Danmark på, at andre Schengenlande kan vurdere, hvem der må få visum og adgang til landet.

Men Danmark stoler ikke på, at andre lande kan vurdere, hvem der må få et afslag på visum.

Derfor skal alle afslagssager sendes fra alverdens ambassader til Ryesgade på Østerbro i København, hvor Udlændingeservice forholder sig til nejsagerne.

Den omstændelige proces skaber problemer for lande, der ellers hjælper Danmark med at udstede visa. I protest har Frankrig opsagt sit samarbejde med Danmark, mens Holland overvejer det.

Justitsminister Morten Bødskov (S) har nu skrevet en mail til Politiken, som i juraknudrede vendinger åbner for en lovændring:

- I relation til andre Schengenlandes ønske om at blive tildelt afslagskompetence, arbejdes der ligeledes på at finde en løsning. Justitsministeriet forbereder en lovændring, der skal give mulighed herfor, lyder det fra ministeren.

Enhedslisten krævede onsdag en redegørelse i sagen fra justitsministeren.

- Det skaber kæmpe problemer, at folk ikke kan søge om visum fra 27 lande, og det haster med at finde en løsning. Regeringen har sagt, at den vil åbne Danmark, siger Johanne Schmidt-Nielsen til Politiken.

/ritzau/

Regeringen vil ændre udlændingeloven, så Danmarks visumaftaler med andre lande kan blive genoptaget.

Offentliggjort Sidst opdateret